Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Cantate

i Anledning af

Prinds Frederik Ferdinands og Kronprindsesse Carolinas Ægteforening.

Opført ved Kiøbenhavns Universitets Fest den 8de August 1829.

Før Talen.

Chor.
            Festlige Tone
            Gienlyder atter.
            Roserne krone
            Frederiks Datter.
            Nys Vilhelmine
            Smiled i Glandsen;
            Nu Caroline
            Flette vi Krandsen,
            Krandsen af Egen,
            Frodig og prud.
            Hil dig, vor Ferdinand!
            Værdig din Brud!

Recitativ.
Vor Dagmar er hun, og, som Dronning Dagmar,
Danfolket kiær. Natur og Venlighed
Udstraaler af det kongelige Øie.
Man glemme maa Fyrstinden, naar hun taler;
Men hvis en Hyrdepige talte saa,
Hun vilde synes kongelig. Thi Adel,
Naturens, Siælens Adel, Caroline!
Staaer paa din Pande, smiler i dit Blik.
Hil dig, vor Dagmar! Alle danske Hierter
Lykønske dig, du vene Kongemø!

Aria.
    Vi frygted at miste
    Den yndige Mø Caroline;
    Men Blændværk ei friste
    Kan Følelser, rene som dine.
    Nei, aldrig os Glade
    Du kunde forlade.
    Da bandt dig til Danmark et stærkere Baand:
    Du rakte din Ferdinand Haand.

Chor.
    Caroline! Ferdinand!
    Fredrik! Vilhelmine!
    Himlen Rosenbaandet bandt,
    Froe vi hilsed Hine;
    Nu med Jubel, Dannemænd!
    Siunger høit med Fryd igien:
    Gud velsigne Ferdinand
    Med sin Caroline!


Efter Talen.

Chor.
        Vor Ferdinand! dit Øie
        Er, som den Huldes, blidt.
        Velsigne dig den Høie!
        Dit Hierte valgte frit.
        Den modne Manddom lærte
        Dig kiende først din Brud;
        Det Venskab, Tiden nærte,
        Da slog til Flammer ud.

        Naar Kiærlighed med Tiden
        Til Venskab overgaaer,
        Det tykkes os, at Striden
        Et heldigt Udfald faaer;
        Thi Lidenskaber true
        Den svage Støvets Barm,
        Og slukke tidt den Lue,
        Som brændte stærk og varm.

        Men naar til Kiærligheden
        Sig Venskab hæve kan,
        Da vinkes til et Eden
        Lyksalig Viv og Mand.
        Da straaler Aftenrøden,
        Som Morgenrøden, smukt;
        Og, Elskte! først i Døden
        Blier eders Flamme slukt.

Slutningschor.
Nys bandt vi Violer til dig, Vilhelmine!
Med blomstrende Brudgom, i tidlige Vaar.
Liig Sommerens Engel nu du, Caroline!
Med Roser og Myrter i Lokkerne staaer.
O, herlige Sommer! livsalige Vaar!

Velsigne jer Gud i den dobbelte Kiæde,
Og nære den Ild, som opflammer jert Bryst,
Til Danemarks Glæde, til Frederiks Glæde,
Til Fryd for Maria, til Fremtidens Trøst,
Til vordende Slægters Beundring og Lyst!