Orgelets Priis
Hymne.
Hymne.
Nu, Orgel! med fornyet Brag
Ledsag vor fromme Sang i Dag,
Lad mægtig dine Toner klinge,
Løft Siælen paa din Ørnevinge,
At Stemmerne fra Støvets Bryst
Forstærkes ved din Kæmperøst.
Ei skurre dine Fløiter meer;
Til Eet nu sammensmelte fleer,
Som vore Tanker ved at stige
Mod Evighedens skiulte Rige,
Hvor Sorg opløser sig i Fryd,
Hver Mislyd i en Englelyd.
Ja, diærve Orgel! kiæk du tvang
Flerstemmigt Raad til hellig Sang,
Du Martin Luther hialp at kæmpe,
Og Munkelyrens Toner dæmpe,
Du luttred Siælen, ædelfri,
Til Følelsernes Harmonie.
Men ogsaa Melodiens Lyst
Udstrømmer fra dit Kæmpebryst.
Du Psalmen ei sin Kraft berøver,
Med Bulder ei den overdøver;
Som Alfesang et helligt Ord
Tidt klinger fra dit gamle Chor
Hvor sindrigt, og hvor underfuldt!
Snart vældigt, og snart barnlighuldt,
Alt som din Mesters Finger griber,
Besiæles dine blanke Piber.
Nu hist, nu her staae Toner frem,
Og Andagt svæver over dem.
Da føler Hiertet intet Savn,
I Straaler staaer Jehovas Navn,
Og Helligaanden som en Due
Slaaer Vingen i sin Morgenlue;
Fra sorte Kors, hvorpaa han leed.
Sødt smiler Jesus til os ned.
Ja, Orgel! som Basunen stærk
Forsamler Mænd til Kampens Værk,
Foreen, hvor Lammets Fane vaier,
Din Menighed til Hjertets Seier.
Pust Gnisten op, i Asken svag,
Til Altarild paa Herrens Dag.
O, kiære Siæl! af Orglet lær:
Til Samklang sig forene Hver!
De Store med de Smaa, de Ringe
Fromt med de Høie sammenklinge:
Kun Kiærlighed var Jesu Bud,
Og kun i Kiærlighed er Gud!