Den kloge Pallas, høie Here
Med hulde Venus stredes om,
Hvo blandt dem skiønnest skulde være,
Og Striden kom til Paris’ Dom.
Den unge kongelige Hyrde
Sig sætter paa en mosgroet Steen,
Hvor dem for Middagssolens Byrde
Beskygger Laurens friske Green.
Han spørger, hvorom Strid de føre;
Der svares: „Eris før lod see
Et Æble, som skal den tilhøre.
Der skiønnest er af alle Tre.”
Ei Paris længe sig betænker,
Men rækker det til Venus hen.
Hans raske Dom de Andre krænker,
Og Juno siger: „Unge Ven!
Du lod dig uden Tvivl bestikke;
Men find dig i, jeg siger nu:
Det sømmer sig en Dommer ikke
At være saa partisk, som du.
Kan sig den svage Venus maale
Med denne Høihed, denne Magt?
Mit Øie ligner Solens Straale,
Det har selv Jupiter mig sagt.”
Og Pallas: „O, du svage Dommer!
Lidt Yndighed, som vækker Lyst,
Dig mere herlig forekommer,
End Dydens Kraft i dette Bryst?”
Med roligt Blik i skyldfrit Øie
Giensvarer Paris: „I har sagt,
Her var ei Spørgsmaal om det Høie,
Om Viisdoms, men om Skiønheds Magt.
Naar Eris Æblerne bestemmer
Til Høiheds Dronning — tro mit Ord —
Jeg aldrig, store Juno! glemmer,
At du est Viv ved Drottens Bord.
Og siger hun: Jeg Æblet skienker
Til den iblandt dem alle Tre,
Som grundigst er, og dybest tænker —
Da skal Minerva Frugten see.
Men tilgiv Hyrden i det Grønne,
Imellem Somrens røde Bær,
At naar der tales om det Skiønne,
Saa hylder han, hvad skiønnest er.”