Den ældre Søn.
Kom, Moder! vil du med mig gaae?
Moderen.
Nei, jeg maa passe paa den Smaa.
Sønnen.
Jeg maa fra dig i Skole gaae;
Men neppe Klokken tolv mon slaae,
For atter jeg for dig skal staae.
Moderen.
Der komme vil, mit Barn! den Tid,
Da Klokken ei fra mandig Id
Dig kalder til din Moder blid.
Sønnen.
Nei, aldrig komme skal den Tid!
Moderen.
Der komme vil den Tid, mit Noer!
At ei du finder meer din Moer,
Hun ligger dybt i sorten Jord.
Sønnen.
O, kiære Moder! tal ei saa;
Du aldrig bort fra mig maa gaae.
Moderen.
Vi samles hisset i det Blaa.
Sønnen.
O, Moder! Jorden er saa skiøn,
Saa fuld af Blomster og saa grøn;
Bliv her paa Jorden hos din Søn.
Moderen.
Du milde Glut! ei Himlen har
En Engel, mig saa dyrebar.
Du sande Billed af din Faer!
Sønnen.
Nu smiler du igien saa glad.
Farvel, nu maae vi skilles ad;
Vi sees igien til Middagsmad.
Gaaer.
Moderen kysser den Lille.
Du bliver dog endnu hos mig.
Snart skal jeg ogsaa miste dig,
O, hvor det er bedrøvelig!
Man ønsker sig saa stolt en Søn;
Men kort kun er den søde Løn,
Knap løber han i Trøien kort,
Saa flagrer han fra Reden bort.
Af Pigen større Fryd man faaer;
Hun biiver dog en sexten Aar,
Før bort hun med sin Beiler gaaer.
O, hulde Moderkærlighed!
Din Sorg — en Draabe Bitterhed,
Hvis Malurt i dit Bæger flød
Og giør din Nectar mere sød!