Min barnlige Dannelse
Helliget min Ven og Lærer Carl Frederik Dichman.
Helliget min Ven og Lærer Carl Frederik Dichman.
Instinctets Bud, vor Ven paa Dydens Vei,
Du ømme Datter af det giemte Minde,
Naturens helligste Forglemmigei,
Taknemlighed! vær du min Sanggudinde.
Erindrings rafaelske Maleri!
Oprul dig for mit Blik i Morgenrøde,
Og lad min høitidssvungne Phantasie
Paa glemte, halvudslukte Farver bøde.
Det ruller frem — o, Gud! det ruller frem.
Min Aand! du svæver smilende tilbage.
Hil dig, du Barndoms rosenstrøede Hiem!
Hil eder, liliehvide Uskylds Dage!
See Drengen i den unge Floras Arm.
En Blomst, en Sommerfugl er kun hans Glæde.
For hvert et Indtryk aabner sig hans Barm;
Det er ham lige let, at lee og græde.
Rundt om hans Blik Naturen smiler bold;
Han føler den, ukiendt med Jordens Smerte.
Dens Skiønhed smelter ham; thi mildt, Apol!
Du aander alt din Flamme i hans Hierte.
Naturens Straaler samles i hans Bryst,
Og tænde Phantasiens vilde Luer.
Han lytter, studser, drømmer hen i Lyst,
Og higer efter mere, end han skuer.
I Morgenland, imellem Trold og Dverg,
Han tumler mellem Feer og Hexekampe.
Han gyser for Magnetens Kæmpebierg,
Og ønsker sig Aladdins Underlampe.
Og, Felsenborg! du edenskiønne Ø,
Hvis steile Klipper Held og Dyder hegne!
Naar dig jeg mindes med din vilde Sø,
Da er det, som jeg saae min Barndoms Egne.
Jeg seer Albertus klavre paa dit Field,
Jeg seer den lumske Lemelie at skule,
Jeg seer din Indgang med sit Styrtevæld,
Jeg seer Cyrillo i den sorte Hule.
Og, Robin Crusoe! o hvor ofte har
Jeg ønsket mig din Hytte og din Kilde!
Du ene Hersker over Øen var,
Og redded mangt et Offer fra de Vilde.
Selv Reineke, som idel Ondskab drev,
Stod sielden paa min Hylde i et Hiørne.
Jeg fandt det ligefrem, at være Ræv,
Naar man var mellem Tigere og Biørne.
Og siden — thi alt tidlig Elskovs Bud
Mit Øie saae i Pigens Himmelsmile —
Og siden tømte jeg Volum’ner ud
Om Suk og Maaneskin og Amors Pile.
Saaledes randt min første Ungdom hen,
Jeg kiendte Verden ei, men vel jeg kiendte
De Følelser, den Ild, som hæver den.
Med blandet Lue høit mit Hierte brændte.
Da, ædle Dichman! greb du varmt min Haand,
Og sagde: „Jeg vil luttre denne Lue,
Jeg lede vil, jeg danne vil din Aand,
Og lade dig en større Verden skue —
En Verden, som er skiøn, og som er sand;
Dens Lyn skal tæt forbi dit Øie svæve,
Dens Tordenskrald skal vække din Forstand,
Og høiere dit unge Hierte hæve.”
Instinctets Bud, vor Ven paa Dydens Vei,
Du ømme Datter af det giemte Minde,
Naturens helligste Forglemmigei,
Taknemlighed! vær du min Sanggudinde.
Fortæl, hvordan han tankefuld oplod
Den store Krønike om svundne Tider,
Med Ild, med Kamp, med Raseri og Blod,
Med Skiønhed, Dyd og Kraft paa alle Sider;
Hvor viist han fulgte mig fra Pol til Pol,
Fra mystiskgamle Niil, hvor Trældom stønned,
Til Fierde Christians steenudhugne Stol
I Skoven, hvor han sine Børn belønned;
Hvor skiønt han viste mig, at Tapperhed
Opoffrer Alt, og kiender ingen Fare,
Hist ved det Pas, hvor Tusind styrted ned
For Spartas ubetydelige Skare.
At Had til Svig, og hærdet Mandemod
Den bedst udtænkte Marter rolig taaler,
Det skued jeg i Romeren, som stod
Med Øiet vendt mod Solens Middagsstraaler.
At Venskab, trods hvert falskt og isnet Bryst,
Opliver Jorden med sin Himmelvarme,
Det trængte i min Aand med evig Lyst,
Da Henrik smiilte i sin Sullys Arme.
At Kiærlighed er stærkere end Had,
Og stærkere end Tid og Død paa Jorden,
O, det stadfæstede hvert enkelt Blad,
Som talte om mit elskte Gamle-Norden.
At Troskab aldrig Danmark har forladt,
At ingen Storm dens Cherubflamme dæmper,
Det vidnede den blodigskiønne Nat,
Da Rolf til Valhal gik med sine Kæmper.
Men og fra Lasten sank det sorte Flor,
Bleg saae jeg Dydens Aand fra Himlens Bue
At stirre giennem Taarer til vor Jord;
Hans Altarild blev qvalt i Ondskabs Lue.
Jeg saae den store Jesus svede Blod
I Urtegaarden, saae, hvor Judas iilte
Med kolde Bødler frem paa sagte Fod,
Forraadende den Ven, som Gud tilsmiilte.
Og Hellas’ Jesus — ogsaa ham jeg saae,
Tilgivende med saligmilde Blikke,
I Fængselhvælvingen paa sine Straae
Af Dødens Kalk høitidelig at drikke.
Jeg saae den brave Huß med rolig Taal,
Den Sandhedsven! men saae ham ikke grue;
Frimodig steg han paa sit Martyrbaal,
Og stirrede til Himlen i sin Lue.
Jeg saae den allerusselske Tyran,
Den lumske Pave byde — Jorden zittre,
Europas Paradiis stod høit i Brand,
Jeg hørte Blodet risle, Luen knittre.
Og fiernt det hvide Banner plantet stod;
Med sværmersk Haand Bouillon i Øst det satte,
Pizarr’ i Vest, han vanded det med Blod,
Og stirred gridsk paa Landets gyldne Skatte.
Og allevegne bølged røde Bad,
Blodblokken bugnede sig under Byrden.
Jeg saae din Myrden, Verdens Hovedstad!
Den sidste og den gyseligste Myrden.
Jeg zittred kold. — Da blev det atter Dag,
Det tykke Flor hen over Rædsler segned.
Da saae jeg Diærvheds bratte Lynildslag,
Høit blussed Helten, skumle Niding blegned.
Fælt Hiortvar, Geert og Marat sank i Blod,
Corday og Niels og Viggo saae jeg smile;
Den store Cæsar laae ved Thronens Fod,
Af Brutus henstrakt til den lange Hvile.
Den vakte Frihedsaand steg til vor Jord,
Jeg saae ham Paven og Bastillen fælde;
Dem ingen Niding, var han nok saa stor,
Skal atter hæve til den gamle Vælde.
Og mangt et Land og mangen Oliegreen
Og mangen Stad du viste mig florere.
Een blomstrede især; det var Athen.
„Ak,” sukked du, „den var, den er ei mere!”
„Hist,” sagde du, „hvor om den slunkne Muur
Nu Zephir leger, vilde Roser rødme,
Der blomstrede den skiønneste Natur,
Der klang den i de græske Harpers Sødme.”
Da blussed jeg, da smeltede min Aand
I hellig Veemod ved de Ædles Minde;
Da greb paa Lyren første Gang min Haand,
Da kaldte jeg den skiønne Sanggudinde.
Og skaansom saae du mig ved Pindi Fod,
Hvor glad jeg hen i drømte Himle smægted,
Og knuste ei den arme Ynglings Mod,
Ved at bevise ham, hvor lidt han mægted.
„Stræb,” sagde du med velmeent Fadersmiil,
„At naae den skiønne Krands, som evig pranger;
Dan dig hos Flaccus, Naso og Virgil,
Og hos din danske Broder, Balders Sanger!”
O, elskte Lærer! hvis det Held jeg fik,
Det sieldne Held, den Gave fra det Høie,
At mildne blidt min Broders Tanteblik,
At lokke Taarer i den Skiønnes Øie;
At tolke frit Naturens Harmonie,
At skildre Jordens Glæder og dens Smerte
I simpel og utvungen Melodie,
I sande Udbrud af det varme Hierte:
Da skylder jeg kun dig, kun dig, min Ven!
At Taarer trænge frem i Ædles Blikke,
At paa min Grav en Krands de lægge hen.
Gud lønne dig derfor; jeg kan det ikke.
Tag denne Sang! Vor Ven paa Dydens Vei,
Den ømme Datter af det giemte Minde,
Naturens helligste Forglemmigej,
Taknemmelighed var min Sanggudinde.