Den lille Dreng i Kurven kiger
Som efter Fugle paa sin muntre Vei.
Af hvad Smaaguderne med Vinger siger,
Forstaaer det Bitterste han ei.
Den meer erfarne Elskerinde
Har fanget Amor; Kys paa Kysse, faaes,
Til reent Forelskelsen maa svinde,
Tilsidst hun bærer ham ved Vingen som en Gaas.
Der sidder Husbond; og med sære Nykker
Den Amor, han i henrykt Øieblik
Ved Ægteskab paa Halsen fik,
Nu centnertung ham Nakken trykker;
Og dog den truer med at flyve bort.
Men Gubben der kom reent tilkort,
Forgieves han sin matte Haand udstrækker
Mod Elskovsguden, som i Flugt ham giekker.
Og er da Kiærlighed kun Tant?
Og vilde Kunstneren med denne Steen os lære,
At Mennesket den bør undvære?
O, du Kortsynede! see mere grandt.
Seer du ei Psyche søde Flammer vække,
Og sin Veninde Guden række?
Som Rosen springer ud i Vaar,
Udspringer Kiærlighed i Ungdomsaar
I skiønne, varme, dybe Siæle,
Og der — saa lidt som Rosen — den er Dunst;
Den sætter sig et evigt Eftermæle
I hellig Tro, i Poesie og Kunst.