Vi veed, det er en ærværdig Skik,
Rørt at begræde de Fædre,
Som kort for os ud af Verden gik;
Men lee med dem er dog bedre.
Til Grønnegade de tog der’ Kaas,
Naar dem en Spøg skulde glæde;
Vi Andre lee nu paa Hallandsaas,
Til Torv er vorden et Stræde.
Men skiøndt man stundom i Rummet vandt,
Dog ofte Tiden os svigter;
Hvad hielper det, man Theater fandt,
Naar ei man finder en Digter?
Nu skrev man sagtens i anden Stiil,
Men ikkun til liden Gammen;
Thi ei en Bredal og Jomfru Biehl
Frembringer en Holberg tilsammen.
Med fransk og nydeligt Syngespil
Man vilde standse sin Klage;
Men Maaltid Latter maa stundom til,
Hvis det skal Dansken behage.
En ædel Digter, af Smerter træt,
Paa dette Savn vilde bøde;
Han skrev i Dynerne paa et Bræt,
Og vakte Latter — og døde.
En anden, mere for Smerter fri,
Elskværdigt loe under Masken,
Og skrev en lystelig Parodie,
Og drukned Sorgen i Flasken.
Nu var man atter da lige nær.
Dog vared Savnet ei længe;
Snart regnede Skuespil i en Hær.
Hvad giør ei Tydsken for Penge?
Med Latter blandte sig Taarer nu,
Og Hver, som fandtes tilstede,
Høit over Issland og Kotzebue
Da maatte lee, maatte græde.
Tilsidst dog af disse Finker kied,
Snart Spøgen voxte til Alvor:
Man plukked Blomster i bedre Bed,
Og hylded Thaarup i Halvor.
Og skal der grædes, saa lad os faae,
Hvad ret kan Længselen køle!
De Skialde monne det Vink forstaae,
Og lærte Folket at føle.
Nu blev der sørget af Hiertensgrund,
Nu kunde sig Kinderne bade;
Men græde daglig saa mangelund,
Tilsidst kan Øinene skade.
Der klang ei længer i Hal en Stræng,
Som klynked ei over Helte,
Og selv paa Gaden den mindste Dreng
Rørt vilde Hierterne smelte.
Hvad var at giøre? Nu Bundt paa Bundt
Tragødier fik Directionen;
Men „gar zu viel ist doch ungesund”,
Som Manden sagde til Konen.
Træt af at græde, man vilde lee,
For megen Klynken er daarlig.
Men intet Livligt man fik at see,
Thi Tiden var for alvorlig.
Tilbage maatte man gaae igien,
Hvis man sig ret vilde more,
Til vittig Munterheds gamle Ven,
Og hylde Ludvig den Store.
Saadan, som Phønix, han atter steg
Forynget skiøn af sin Aske.
Aarhundredet med sine Taager veg —
De har ei bleget hans Maske.
Med liflig Farve den er at see
Ved laurbærflettede Kiæde.
Af den vore Børnebørn vil lee,
Naar os de ei meer begræde.