Frederik Münter
April 1830.
April 1830.
Atter Sørgeharpen klinger,
Hyllet i det sorte Flor.
Dødens Engel! paa de kolde Vinger
Hyppigt søger du vor Jord.
Mangen Blomst har du os røvet,
Mangen ædel Vinterblomst;
Taareblændet og bedrøvet
Skue vi din Atterkomst.
Hvorfor søger du Minervas Tempel,
Grumme Død! med igientaget Lyst?
Har ei Evigheden sat sit Stempel
Paa den Ædles Pande, paa hans Bryst?
Ak, men Støvet kun tilhører Jorden —
Vel, saa lad ham vorde Støv,
Men først længe glæde Norden
Med sin Hæderskrones friske Løv!
Intet smelte kan den Grumme,
Ogsaa Münter faldt for Leens Klang.
Men ei Harpen skal forstumme,
Sorgen trøster sig i Sang.
Ewalds Ven! du saae ham Øiet lukke,
Tidt var du ham Fryd og Trøst!
Ewalds Broder! ved din Askekrukke
Takker dig en Skialderøst.
Aldrig koldt og hierteløst du dyrked
Videnskaben, som den golde Mark.
Livet dig, Naturen, Kunsten styrked,
Ei din Lærdom var en vissen Bark;
Som et Træ med Marv, i skiønne Bugter
Skød den mangen løvfuld Green,
Og nedsænkte sine Frugter
Over Oldtids Bautasteen.
Syden vinkte — du betragted
Gamle Tegn med Kundskab og Forstand,
Og en Borgia dig agted,
Som han agted Winckelmann.
I den svundne Tid du stirred,
Saae i gamle Kirkerifter ind.
Ei dit skarpe Blik forvirred
Midnatsmaanens blege Skin.
Mangt et Billed du os hented,
Tørte Støvet af med varsom Haand,
Hvad ei Nu tid havde ventet:
Mærket af en svunden Aand.
Kirkefædrene nu hist dig skue,
Glade, Münter! nævne de dit Navn,
Bringe dig ved Morgenrødens Lue
Til din Jesus i Apostelfavn.
Ak, men ingen Høitidsfester
See dig meer blandt os med fromme Sind;
Ingen Herrens Tiener meer du giester,
Som du selv har viet ind.
Paaskemorgens Klokke lyder,
Kalder dig til Kirken ei paa ny — —
Men den gyldne Sol frembryder
Giennem sin kulsorte Sky.
Ja, livsalig er din Morgenrøde,
Sødt Langfredags Minde svandt;
Du paa den med Jesus døde,
Og med hans din Paaskesol oprandt.
Signet være da dit Minde!
Evighedens Blomst din Grav har dækt.
Veemodstaaren kun skal rinde
For din Ven og for din ædle Slægt.
Juni 1830.
Ja i Morgenrødens Purpur, see, til Himlen Skyen svæver,
Som din Aand, forklaret herlig, til Jehovas Throne hæver.
Hør Basunens Toner lyde, som med Saligheders Klang
Sprænger Graven, og dig bringer til din Gud med Englesang.
Engle kappes dig at skue. Luther dig til Thronen bringer,
Hvor paa dine Skuldre sattes Evighedens hvide Vinger.
Absalon dig gaaer i Møde, svundne Tiders store Mand;
Thi, som han, en Herrens Tiener var du for dit Fædreland.
Kiærligheden, Troen, Haabet hilse dig i Himlens Eden.
Troen skienkte dig sit Anker, og sin Rose Kiærligheden.
Rosen sig i Ankret slynger, du har naaet en sikker Havn,
Og fra Himlen du nedsmiler salig i din Jesu Favn.