I fiirti Aar var Frederiks Slot
Mit Hiem. Ei følte jeg Barmen trang;
Det var, som i Barndommen, roligt og godt,
Naar jeg stod i venlige Buegang.
Der boede den gamle Forvalter endnu,
Paa Legemet karsk, som paa Siæl og Hu.
Til Graven tilsidst man hans Kiste bar,
Og nu paa Slottet — jeg fremmed var.
I treti Aar udi Axelstad
Mig fulgte min Christiane tro;
Saa muntert formeerte sig Børnenes Rad
Udi den liden huuslige Bo.
De voxte ved faderligt, moderligt Bryst.
I Livet blander sig Sorg med Lyst:
Min Lotte — min Hustru mig forlod.
Dog ikke forladt endnu jeg stod.
Maria, Sønnerne var der end.
Men min Maria følger sin Mand,
Og med sin Harald, min lille Ven,
Hun reiser fra mig til Norges Land.
Hvor er nu Arnen? hvor er nu det Sted,
Som skienker min Alderdom Fryd og Fred?
Den aabned sig atter herligt og godt,
Da Frederiks Slot blev Christians Slot.
Thi Christian ynder sin gamle Skiald,
Der elsker sin Konge, som Viggo sin.
Ved Haugekildens rislende Fald
Staaer deilige Bolig, og den er min.
Der træde Barndommens Minder frem,
Som Roser omkring min Alderdoms Hiem.
Men Takken til Christian som Lilie staaer,
Og alle Roserne overgaaer.