Ei Skialden være skal Naturens Abe,
I smaalig Efterligning sig ei tabe,
Ei heller lægge blindt sit Frø i Furen,
Og Alting overlade til Naturen.
„Hvad skal han da?” Sit Kald, sin Stræben hædre,
Ved Manglerne med Kunsten at forbedre.
„Forbedre Herrens Værk?” Det store Hele
Staaer selv som Mønster for de mindre Dele.
Det store Værk — for det han maa sig bøie;
Dog ei som Orm i Støv, men med et Øie,
Der seer Guds Herlighed, og den kan fatte,
Uværdig ei til Livets rige Skatte.
Men alt det Enkelte, som Tiden røver
Saasnart sin Kraft, Fuldendelsen behøver.
Derfor har Gud den skiønne Kunst os givet,
Til sikker Havn for Skiønheden i Livet.
Thi Phantasiens Frugter, Sydens, Nordens,
Er Gaver af Guds Haand, saavel som Jordens.
Kunst fra Natur ei skiller Fængselsmuren;
Den sande Kunst er atter blot Naturen.
Og derfor drikke begge tidligt, silde
Til Vederqvægelsen af samme Kilde;
Og Kunst, hvis Hovmod kan Naturen glemme,
Blier Graaspurv — Nattergalen uden Stemme.
Det Høie, Store, Livets Første, Sidste,
Saa lidt som Livet selv, vil Skialden miste.
Bortfiern det fra den bedste Digtertone!
Og stoltest Eeg staaer kappet, uden Krone.
Skiøndt Følelsen sig fiernt i Skyen taber,
Maa barnligt Siælen tale med sin Skaber.
Han veed det, at vi ere Børn tilsammen;
Men han forstaaer vor Lallen og vor Stammen.
Hans Hemmelighed ei hans Viisdom skiuler,
Som en forborgen Skat i Dybets Huler;
En Anelse derom har han os givet,
Hvergang et Hierte staaer i Jordelivet.
Og naar engang det hen mod Tiden stunder,
Naar Fuldslag blier af flygtige Secunder,
Vil Hieroglyphen vi, uslørt af Tiden,
Med Lethed læse paa Livspyramiden.
Alt vide vi, hvad dette Liv behøver:
Hver stor Bedrift derpaa har givet Prøver;
Hver herlig Aand, har den ei havt for Øie
I bedste Kamp det Store med det Høie?
Hvi strider stærken Helt, i Blodet badet?
Er det for Vindings Skyld? er det af Hadet?
Nei! Kraften, Villien Guddomskraften ligner;
Den er hans Ære, Løn, og den han signer.
Det Skiønne stræber til Fuldendtheds Glæde,
Og i Fuldkommenhed har Gud sit Sæde.
See græske Tempel! Taler Harmonien
Til Himlen ikke her, som Poesien?
I græsk Architectur sig, skiøn for Øiet,
Mathematikens Form til Kunst ophøied,
Og loved Gud. I Skiønhed sig bevæger
Triangel, Cirkel og Qvadrat og Streger.
Og Statuen, saa mesterlig fremstillet!
„Gud skabte Mennesket i eget Billed,”
Har Biblen sagt; og Hedningen beviste
Med døde Steen, at han den Sandhed priste.
For Skiønheds Magt sig Grækeren mon bøie;
Da kom du, Christendom! det ægte Høie;
Dog viste Rafael, og han ei ene:
Det Høie kan med Skiønhed sig forene.
Da Gud blev Menneske, svandt Taagedunsten;
Thi da blev han en Gienstand selv for Kunsten:
Som Barn paa Moders Skiød, skiøn alle Tider;
Som den Uskyldige, der Døden lider.
Henrykt af Gud i Middelalder-Slægten
Steenpoesie os digted Architecten;
Hvor Kirken fromt til Andagt vinkte Vrimlen,
Der strækker den sin Arm høit imod Himlen.
Kan jeg de Værker alle vel opregne
Med Guddomspræg, som smykke Jordens Egne?
De Sange, der henrykte Siælen længe,
Fra Davids Stræng til Kingos Harpestrænge?
Men nu, hvor er Begejstringen? — Vidt brage
Vel Kraftens Luer høit i vore Dage;
Dog føles ei med Hiertet, men med Panden,
Henrykt er ikke Siælen, men Forstanden.
„Og vil du, at vi end til Himlens Konning,
Som Munke, siunge skal om Melk og Honning?
At, som i Bedstefædres Tid, blier stammet
Om Lammets Blod? Skal vi tilbede Lammet?
Nei! men af Solen selv, den stolte, høie,
Du lære skal for Gud dig at nedbøie;
Og naar sig Dødens Billed, Natten nærmer,
Som Maanen være du en hellig Sværmer!
Og stræber du til Frihed? Himlens Rige
Paa rette Viis os danner alle Lige.
Men kun i Kiærlighed kan Frihed trives,
Og kun det Gode Seir af Himlen gives.
Og est du Kunstner, Broder! est du Digter,
Til ham dit hele Værk, din Stræben sigter.
Og derfor siunger jeg: Almagten være
Mit Liv, min Kunst indviet, og min Ære!