Jeg atter træder
Til disse hellige Steder,
I skiønne Kirke,
Som monne fortryllende virke
Paa Skialdens Hierne,
Da i sin Ungdom han gierne
Sig lod omføre,
De gamle Sager at høre,
De ældste Mærker
At see, fra kraftige Værker.
Du Hvælving høie!
Hvor qvæger du atter mit Øie.
Ei Heden føle
Jeg kan i Gangene køle.
Adskilt fra Tiden,
Jeg nu — som da jeg var liden —
Forbavset stirrer;
Og Tanken sig gierne forvirrer
Oldtidstaage.
Dybt aabner her sig en Laage,
Hvor Øiet finder
En Levning, der ikke forsvinder,
Til Stedet bundet —
Skiøndt Helten længst er forsvundet.
Hvor herligt hvælver
Sig Loftet! Ikke jeg skiælver
For dristig Bue.
Sligt Syn kan Modet ei kue;
Thi Sikkerheden
Forbinder sig fast med Freden
I Dødens Halle,
Hvor roligt slumre de alle,
Der mægtigt strede,
Mens Lidenskaberne lede.
Af Kalken træder
Nu i fornyede Klæder
Du, Blaatand Konning! —
Svend Estrithsøns venlige Dronning —
Han selv, den Kiække,
Den Lærde. Danmark en Række
Gav han af Sønner,
Af Konger. — Graven belønner
Dig, Vilhelm blide!
Du staaer ved Konningens Side;
Dig, Vilhelm kiække!
Som lod dig ikke forskrække,
Men Svend du mødte,
Med Staven tilbage ham stødte
I Kirkens Porte,
Da han med Tankerne sorte
En Flok lod myrde;
Du Christnes kraftige Hyrde!
Og kun han fanger
Igien ved hiertelig Anger
For store Brøde
Tilgivelsen.
Længst er de døde;
Dog Murens Larve
Fremtræder, med friskere Farve,
At ældste Minde
Saa reent ei skulde forsvinde.
Margreta hviler
Endnu paa Kisten. Du smiler,
Guldkrands om Haaret,
Selv hvid, i Stenen udskaaret.
Og Solen kaster
En Glands paa dit Alabaster,
Hvor Saga siger:
Hun ened de nordiske Riger.
Ei længer Bræder
Tilnagle de herlige Steder.
Harsdorff! dit Minde
Skal ei fra Norden forsvinde.
Og Sarcophager,
Som yndigt Øiet hendrager
Til Værker skiønne,
Skal dig, vor Wiedewelt! lønne
Rigt efter Døden,
Med Æren betale dig Nøden.
O, tier stille,
I Kunstnere, som ei ville,
At Stilen blandes!
Her maa nødvendig dog sandes,
At Sagas Halle
Huldt maatte forene dem alle.
Ei blot forene
Maa dybt hun Heltenes Bene;
Men Kunstens Værker,
Hvorved sig Tiden forstærker,
Maae med forenes,
Og Følelsen selv forstenes,
For ei at svinde,
Men glemme Kunstnerens Minde.
I det jeg iler
Mod Døren, hvor Solen smiler,
For ud at træde,
Mig møder tryllende Glæde.
En Mand indkommer
Fra friske, blomstrende Sommer;
Med Drengeklynge
Vil han ved Orgelet synge,
For Stemmer at øve,
For nye Hymner at prøve.
Han mig bevæger.
Hartmann paa Orgelet leger.
Ved Aftenrøde
Hans Toner iblandt de Døde
Som Engle suse;
Pedalbasunerne bruse,
Og Drenge siunge
Med kraftig levende Tunge.
Jeg Døden glemmer
Ved disse barnlige Stemmer;
Hvert Oldtidsminde
For Nutid brat maa forsvinde,
Og Kirken er givet
Med Sangen Haabet og Livet.
Og Aftenrøden,
Som blidt her smiler til Døden
I Veemods-Sorgen,
Snart viger for kraftige Morgen.
Da Kirken fyldes,
Mens Tvillingspiret forgyldes
Af Dagen klare,
Der seer den skimlende Skare
Til Andagt ile,
Hvor Oldtidsheltene hvile.
Da diærvt de virke,
Naar Bøn i ærværdige Kirke
Har Aanden qvæget
Og først til Fromhed bevæget;
Naar Egennytten
Ei med fra Borgen og Hytten
Didhen dem fulgte,
Ei Billigheden fordulgte;
Naar Hevn og Naget
Af Lidenskaben — som Vraget
Af Stormen drevet —
Er Bølgernes Bytte blevet;
Naar reen er Siælen„
Og hverken grum eller kiælen —
Men manddomstyrket
Har Sandhedsurterne dyrket.
Bort, Hovmods-Nisse!
Jeg seer dig, prægtig tilvisse,
I Skrud og Pandser
At pleie de groveste Sandser.
Jeg seer, du sidder
Paa vrinskende Ganger som Ridder;
Vel stor i Tiden,
For Efterverden kun liden.
Mens Bonden træller,
Glad dine Grunker du tæller.
Mens Bonden sveder
Paa hestetrampede Heder,
Huult lyder Hornet;
Du jager Hiorten i Kornet.
Du smedder Lænker,
Og hader Manden, som tænker.
Bort, Frækheds-Nisse!
Jeg seer dig, lurvet tilvisse,
Med Ladheds Pialter
At knæle for Mordets Alter;
At hvæsse Dolken.
Den kalder du — Sandhedstolken!
Alt Stort du hader,
Alt Ædelt. I stinkende Gader
Du staaer som Taler;
Og Løgn, Spidsfindighed galer
Som Oprørshane.
Det er din kiæreste Bane.
„Alt vorde Lige!”
Det pleier du helst at sige.
Saa blier det Slette
Saa lige jo, som det Rette.
Men danske Stænder
Sig broderligt række Hænder.
Ei kiende disse
Den prægtig-pialtede Nisse,
Der staaer til Skamme;
Thi det er — Een og den Samme,
Der vexler Larven
I Tiden, og skifter Farven
I Pragt, i Gruset:
Selvkiærligheden, beruset.
Men her, hvor tolket
Kun Retfærd vorder af Folket;
Hvor de frembære
Den danske Konge til Ære
Beskedne Bønner,
Som siette Frederik lønner
Med Fadersmilet —
Her stige, hvor længst de hviled,
Konger af Graven,
At indvie Konningegaven.
Med sieldent Snille
Svend Estrithsøn fra sin Pille;
Margreta haster
Fra Altret af Alabaster;
Og Dybet sukker.
Thi fierde Christian oplukker
Sit Kobbergiemme,
At blande sin stærke Stemme
Med Folkesangen,
Der lyder til Orgelklangen.