Dybt udi Fieldehallen et Kammer blev han vaer.
En deilig Mø han øined paa Bolstrene, klar;
I søden Søvn hun slumred med stille Pigesind,
Og Morgenrøden blomstred paa hendes Liliekind.
Med Armen over Panden saa skiødesløst hun laa.
Om hvide Fingre snoete sig sorte Lokker smaae.
Den spæde Haand begraved sig i de mørke Haar,
Som naar et Lam i Busken bag Løvene staaer.
Den lange bløde Flætning løb ned i Barmens Krog.
Som naar i Liliens Bæger sig skiuler en Snog.
Og Læbe kyssed Læbe saa kiærligt som en Syster;
Men stolt som Fiender svulmed de adskilte Bryster.
Hvert troede sig det bedste, høit over Midiens Rand;
De lignte dog hverandre som to Draaber Vand.
Snart Freir saae paa Læben, snart paa den skiønne Barm,
Han glemte Valaskialfen og Valhallas Harm.
Men som nu bedst han stirred, han saae et Under sødt:
Thi hvidt blev det Røde, det Hvide blev rødt:
Naar Kirsebærret brister, det vise maa sin Steen,
Og Læben viste Tænderne som dreiet Elfenbeen.
Og ved den stærke Svulmen, fra Barmens hvide Hud
Livstykket gled tilside, sprang Rosenknuppen ud;
Da vaagned hun og skiulte med Haandens bløde Blad,
Hvad Fingrene forraadte, som skilte sig ad.
Saa sprang hun op fra Leiet, saa let som en Hind:
I Kamret flød en Kilde, der vasked hun sin Kind,
De store sorte Øine, de sneehvide Arme:
Da følte Biergekilden en inderlig Varme.
Den syded giennem Fieldet, for ei sin Kraft at spilde,
Til Askurs Æt i Dalen, og blev en Sundhedskilde.
Den stod beslængt med Krykker! naar Halte kom derhen,
Paa raske Been de løbe fra Stedet igien.
Og Blinde, som forgiæves opspiled deres Bryn,
Fik, naar de brugte Vandet, det klareste Syn.
Man undrede sig saare, den sieldne Brønd man dyrked.
Og det var Gerdas Ungdom, som Bølgerne styrked.
Saa tog hun ud af Giemmet en Kam af Guldet rød,
Den sorte tykke Flætning med hvide Fingre brød;
Hun redte sine Lokker, de gnistrede med Lyst;
Hver Funke Freier følte, den smelted i hans Bryst.
Saa flætted hun paa Issen af Haaret sig en Krands,
Sprængt med fiolblaae Stene, det gav en liflig Glands.
Af sølverhvide Steenhør en Kiortel tog hun paa,
Forneden var den kantet med Granaterne smaae.
Det fyrreglatte Melkekar da saae han hende toe;
Saa gik hun ud paa Vængen til sin brogede Ko.
Den græssed dybt i Kløver med gyldenlange Horn,
Og midt paa Marken blomstred den hvide Slaaentorn.
Dybt i det grønne Kløver hun ned sig havde sat,
Tog med de hvide Fingre det spændte Yver fat.
Mens Melken skummed, Dyret mon ligegyldigt gloe.
Ha hvor Freier foragted den koldsindige Ko!
Med sine Blik han fulgte den deilige Jetinde;
Han sukked: Aldrig saae jeg en venere Qvinde.
Vel hørte han ei tale den hulde Lilievand,
Men Uskyld var i Øiet, paa Panden Forstand.
Ild blussed paa Kinderne, men Læben smilte huld;
Af Trofasthed og Ømhed var Barmen saa fuld.
I Hytten ved sit Arbeid han hende siden saae,
Hvor hyggeligt hun heged de Sødskende saa smaae;
Og kieled for sin Fader; hun klapped hans Skiæg
Med sine glatte Hænder; og hængte paa Væg
Hans Kogger og hans Bue, da han kom hiem fra Lund,
Og skar i Skiver Brødet i Melk til hans Hund.
Jerper og Ryper hisset paa Kiøkkenbielken hang;
Nu afbrød de med Skrigen ei længer Droslens Sang!
Den nylig snelle Hare var vorden stiv og seen,
Hang, blodig under Bugen, med udstrakte Been.
Ung Gerda tog af Skabet en deilig Diamant,
Hvis Lige sikkert Ingen i Biergets Dybde fandt;
Thi sattes den paa Skorsteen, kom den i mørken Stue,
Da foer der af dens Kiærne den klareste Lue.
Nu stod den travle Biergmø med Forklæde paa;
Men ikke hærded Luen de spæde Fingre smaae,
Ei heller bruntes Kinden, ei tabtes Barmens Snee.
At hun var jettebaaren deraf man kunde see.
Mod Qvælden sig forsamled i hendes Faders Huus
Unge, gamle Jetter, at tømme Sølverkruus;
Nogle med Horn i Panden, endeel med Hestebeen,
Med Bukkeskiæg de Fleste, de Andre uden Meen.
Det maa Enhver vel vide: af Troldenes Hær
Der gives mange Slægter af høist ulige Færd:
Som Ulve, Biørne nogle; de boe i Skovens Grøft;
Utydsker, Kæmper og Drauger, i Fieldets dybe Kløft.
Men nogle ligne Mandkiøn, som Guder i Valhal;
At de mod Aserne strede, det voldte deres Fald;
De har ei Asamagten, dog Trolddom de forstaae;
Som Bønder tit i Dalen de vadmelklædte gaae.
Af dette Kuld var Gerda. Hendes Fader med Magt
Hrymtusser vilde giæste; hun saae dem med Foragt.
De sadd’ ved lange Steenbord. At Gerda var saa smuk,
Det fandt den unge Hestbeen, det fandt den gamle Buk.
De strakte deres Hænder mod hendes smekkre Liv;
Da rødmed høit af Vrede den unge Jetteviv.
Hun trued: Hvis ei høvisk I gode Sæder vise,
Da bort jeg mig forføier; saa kan I ene spise.
Saa mægtig er Skiønhed med Yndighed foreent:
De skammed sig og svor paa, det var ei ilde meent.
Da skiænkte hun dem Miøden, ind Fuglestegen bar;
Men da de atter klamredes, hun kyssed sin Fa’er;
Og ilte paa sit Kammer. Allene der hun stod,
Hun stirred i det Vide, med et uroligt Mod;
Hun sukked af en Længsel, hun følte sig saa varm,
Og løste langsomt Sløifen for den svulmende Barm.
Saa venligt skinte Maanen; hun stivt i Maanen saae,
Den sendte klar sin Lysning i Fieldkløftens Vraa.
Hun meente det var Maanen, den blide Nattens Sol —
Men det var Asafreier paa Hlidskialfens Stol!
Han saae hvor hun sig skiulte bag Bolstrene brat,
Da ønskte han den Skiønne vel tusinde Godnat!
Fra Taarnet som en Drømmer han steeg i stillen Stund,
Og vandred hen i Maanskin til Freyas Bøgelund.
Der sad den Hiertegrebne nu dybt i Freyas Skov,
Hvis Pragt ved Yduns Bortgang var vorden Kuldens Rov.
I store gule Duske hang Løv paa sorten Green;
Sølvbækken søgte Blomster, men fandt kun Flintesteen.
En Susen gik i Skoven, og ved den stærke Vind
Rysted de gule Blade Taarer af deres Kind.
Saa sær er Elskovs Tanke: da Freier det fornam,
Ham tyktes Træernes Blade forelskte græd med ham.
Stormhvinet mellem Stammerne, mærkte han med Lyst,
Han syntes at det lignte Sukket i hans Bryst.
Han saae ei Skade blæse bag Skoven paa sin Sky,
Den hele vide Verden ham forekom som ny.
Han skued alt forandret. Heimskringla var vel død,
Fordi nu Bierget giemte Demanten i sit Skiød;
Men det var ei Fru Ydun, som Freier ønskte sig,
Huldsalige Jomfru Gerda! Jettinde, det var dig!
Som saa han sad i Tanker, hans Syster Freya hist,
Svøbt i de blege Lokker, kom frem bag Skovens Qvist;
Som en afblomstret Frue ærbar i Linet staaer,
Og seer med Savn tilbage paa den forsvundne Vaar.
Hun hørte hendes Broder: Usalige, hun sang,
Hvad vilde du paa Hlidskialf? Forhexet var din Gang!
Ifald jeg var en Disa som før, i al min Pragt,
Til Jothunheimas Fielde dog rækker ei min Magt.
Og hvis derhen den rakte: vil Odin skiænke Freir
En Jettemø til Hustru? Har han dig ikke Eir
Til Brud udkaaret længe, som skiænker Sundheds Blod,
Naar Ydun er i Valhal, med Saft af Skovens Rod?
Mig Odin ei kan tvinge, giensvarde Freier vreed,
Sad han end i Kraften af al sin Herlighed;
Og Thor kan dræbe Jetter, men faaer ei til at døe
Den Brand som i mit Hierte blusser for Biergets Mø.
Saa sad de gode Sødskinde og delte Længslens Qval.
Den hulde Freya sukked bedrøvet i sin Sal;
Hun sagde: Kiære Broder, Fremtiden er for dig,
Men Veemod kun og Længsel vil evig nage mig.
Thi Den, som intet eier, har dog det Haab at naae,
Og hvad han ei besidder, kan han med Tiden faae;
Men Den, som var lyksalig, og er det ikke meer,
Den seer i Ginnungagab, den i sin Afgrund seer!
Ha, sukked Freier modløs, jeg er ei længer Van!
Ja, var jeg skiøn at skue, som før Fru Yduns Ran,
Men svunden er mit Tække, jeg er mig selv ei liig,
Jeg ligner før en Skrantning, og det er Lokes Svig.
Som Freir saa monne mæle, da i en Skynding brat
Svandt Taagerne for Solen, Dag fulgte paa Nat;
Lysblaa var Himlen atter, det var ei længer koldt,
Det visne Løv sig hvirvled af Lunden i en Bolt.
Træet stod fuldt af Knupper, de svulmed og sprang ud.
Da følte Frei for Hiertet en Trykken bag sin Hud;
Hun nedslog sine Øine, hun vilde dem ei troe:
I Lunden var udsprungne de fagreste Knupper to.
Freir stirred hen paa Bækken, som nys bag Stene krøb,
Nu snelt den i Fioler bag Lærketørven løb.
En Duft han mon fornemme, hvor hang den gule Dusk,
Skiød Øiet over Axel, og saae en Rosenbusk.
Han stirred paa sin Syster, hun paa sin Broder saae:
Det var den veneste Qvinde vel under Himlen blaa;
Hun saae en Mand saa deilig med Roser i sit Haar,
At, havde hun ei elsket, saa var det skeet i Aar.
I Luften høit en Klappren de hørte, saae dem om,
Og mærkte det var Storken, som med sin Mage kom.
Den drog fra Blaamandslandet, dens Reise var vel stor;
Hvad havde den kunnet fortælle, hvis ei den mangled Ord?
Den søgte til sin Rede, hist i det høie Træ.
I Engen atter brølte derude Markens Fæ.
Og fra sin sorte Larve, ved Solens Atterkomst,
Fløi Sommerfugl til Blomsten, selv en bevinget Blomst.
En Duft opfyldte Luften, en Vrimmel blev med eet.
Freir og Freya sukked, de følte, det var hedt.
De undrede dem saare — de lytted — og en Klang
Fra Valaskialfen tonte; det var en Glædesang.