Vil du være stærk og fri,
Maa du Værget føre;
Ret, at staae sin Konge bi,
Bør hver Mand tilhøre.
Fordum vistes den til Hel,
Som var uden Ære;
Kun den overvundne Træl
Fik ei Sværd at bære.
Hvo ei da som Kæmpe stod,
Kaldte man en Slave;
Giødet blev hvert Aar med Blod
Danerkongens Have.
Men udyrket Haven laae,
Skiult bag Skovens Høie;
Thi naar man skal stedse staae,
Kan man ikke pløie.
Kunsten kom i Fredens Favn,
Fulgt af Snillets Glæder;
Og ved bøgomkrandste Havn
Reiste nu sig Stæder.
Loke veg, og Baldur kom;
Kirken høit sig reiste,
Og bag Herthas Helligdom
Roskilds Taarne kneiste.
Kampen meer ei ær’des blot;
Thor og Odin grunder,
Byder ind til deres Slot
Mimer og Vaulunder.
See, da var den danske Mand
Blot ei Helt i Norden;
Og den ædle Borgerstand
Stod ved Isefiorden.
Ei den fri, den danske Mand
Solgte bort sit Værge,
Deler ikke Trællestand
Med de feige Dverge.
Hamren seer ei ilde ud
Ved et Sværd, som rammer:
Har ei Thor, den stolte Gud,
Baade Sværd og Hammer?
Ærligt stod vi, Rad ved Rad,
Væbnet, naar det gieldte.
Danmark skylder Axelstad,
At det end har Helte.
At ei hele Rigets Navn
Svandt for Trællesørger,
Derfor takkes Kiøbenhavn
Og den danske Borger.
Vil du være stærk og fri,
Maa du Glavind føre;
Ret, at staae sin Konge bi,
Bør hver Mand tilhøre.
Fylder nu de blanke Maal,
Hver med Sværd ved Side!
Den kun drikke Kongens Skaal,
Som tør for ham stride.