Martin Luther
Ode paa Reformationens Jubelfest 1817.
Ode paa Reformationens Jubelfest 1817.
Hvad bebuder i Dagbrækningens Morgenskiær
Med tidt gientagne Drøn hisset fra Fæstningens
Vold Kartoven? Er nær atter en fjendtlig Magt,
Sendt at kæmpe mod Axelstad?
Drog en drabelig Helt, glad ved sit Seierstog,
Laurbærkrandset, besprængt nys af de Slagnes Blod,
Stolt fra Leiren, og lod Knaldet fra Svælgenes
Ildmund: Held Undertrykkeren?
Nei, nei! Kampen er endt, sølverbevinget Fred
Høit, med himmelblaae Fiær, moderligt rugende
Svæver over vort Land. Kimende Klokkelyd
Tyder glædelig Høitidsfærd:
Martin Luther! din Dag — stor som en Verdenshelt,
Ei ved Svendenes Magt, ikke ved Slagnes Blod,
Men ved Kraften, som Gud høit over Klostrets Muur
Indgod dybt i dit Kæmpebryst.
Ei dig Timur sin Piil, ei Alexander dig
Hielm gav; Attila dig stod ei med Horder bi.
Svag, i Aag du ei bandt Folket; men Frihedshelt,
Lænken brød ved din Fakkel du.
Thi den Himmelskes Bud skiændige Munkelist
Frækt fordreied; hans Ord: „Elsker hinanden, og
Elsker Sandhed og Gud, lever i Kiærlighed!”
Meer husvaled ei Christnes Bryst.
Kold, vanvittig og bleg, drukken af sværmersk Ruus,
Martyrhelten sig bød frem for det slebne Staal,
Sank, og troede sig, brændt, luttret til Helgen alt
I den grusomme Piinselsild.
Frækhed fulgte paa skuml Fordom; og Borgia
Kaptes galen i Rom med en Caligula,
Slog til hedenske Dirk Nøglen, ham Petrus gav,
Aabned Rædslernes Kobberport.
Hvo traf Dragen? Jeg seer freidig i Baalets Ild,
Bunden fast til sin Pæl, Martins Johannes, ak!
Nogen qvæler hans Rest, styrker hans Heltemod,
Og hans Tillid til Frelseren.
Thi, almægtige Drot! aldrig din Miskundheds
Blik forlader den Slægt, som du af Støvet drog.
Silden finder et Skiær, hvor der er Sikkerhed
For den uhyre Kæmpehval.
Afgudstemplet i Rom hæved sin Hvælving alt,
Bar paa grundlagte Kors hedenske Pantheon,
Tømte Skatten. Da Gud Leo med Blindhed slog,
Og han sveg sin Forsigtighed.
See, med jernbundne Skriin sendte sin Tiener han,
Afladshøkren. Han kom, planted forvovne Kors,
Haaned Troen og Gud, skiændte hans Bedehuus,
Solgte Lasterne Salighed.
Da ved Gruben — thi bleg blandt Folianterne
Sad Erasmus, en lærd Skriftklog, som vidste, hvad
Ret var, voved det ei, rld som et Egern han
Knækked Skallen af Kiærnerne,
Lytted, skiult i sit Løv — men over Gruben stod,
Martin Luther! du hist, fattige Biergmands-Dreng!
Med at betle dit Brød frygtsomt begyndte du,
Sang i Kappen for Hvermands Dør.
Mens din Fader opdrog Sølvet af Biergcts Dyb,
Drogst du ædlere Guld, luttret, for Mennesket;
Derfor lyder i Dag festlig Kartovens Drøn,
Derfor festlige Klokkeklang.
Baalet trued; men du kiæk i din Tillid sang:
„En fast Borg er mig Gud. Var der en Diævleflok,
Stor, utallig som hist Teglsteen paa Tagene,
Dog jeg kommer, og trodser dem.”
Wartburgs Kæmpe! du vandt. Frelserens Guddomsord
Lyder atter saa reent, fromt for hans Menighed,
Som for Peder, Andrees, Thomas, Philippus og
Brødres Lyst: Zebedæerne.
Dig, Melanchton! og ham, Fredrik den Vise, som
Høit paa Borgen dig kiækt giemte som Ædelsteen,
Hvor ved Lampen du tro udlagde Skriftens Ord
For hver Broder i Dalene;
Eder, Zwingli, Calvin, Hutten og hver en Helt,
Som med Viisdom og Kraft atter har Faklen tændt
I Guds Kirke, hvorved klarligt vi Korset see:
Eder Taarer og Takkefest!