Et Skydeselskab er ogsaa her,
Og jeg har Skydeselskaber kiær;
Naar i en Stad jeg dem finder,
Det vækker værdige Minder.
Naar i sligt Selskab der vorder skudt,
Da skeer det kun til Ære for — Krudt.
Ei Ridderen opfandt Krudtet;
Derved blev Forbundet sluttet.
Ved Krudtet kom Borgeren først i Behold,
Og kunde forsvare sig bag sin Vold.
Det spæged Kæmpen i Pladen;
Og da først blomstrede Staden.
Før Helten til Hest, med Sværd og med Stang,
I Harnisk, giorde ham Barmen trang.
Som Træl da Borgeren maatte
Kun skatte til mægtige Slotte.
Men Krudtet ham frelste, det gav ham Mod,
Og ei han længer ufrelse stod.
Da Krudtet Ridderen lugted,
I Tidens Fylde det frugted.
Og Artilleristen en Kæmpe blev,
Skiøndt ei Stamtavlen dertil ham skrev.
Ingenieuren indvied
Til Krigerkunsten — Geniet.
Det skylde vi, Børn! i Tidernes Kamp
Blot Videnskaben og mægtige Damp.
Nu spiller den atter en Rolle,
Den mægtigste Trold iblandt Trolde.
Først tvang den billige Frihed frem;
Og Mænd — mens Fordom adskilte dem —
Ved Hielp af Dampen hinanden
Skød vredt med Kugler for Panden.
Nu bør den ei tiene Bellona meer.
Humaniseert den Folkene seer;
Nu bør den i Borgerhavne
Kun glæde Landet og gavne.
Og Dampskibet bygged en snild Fornuft,
Og snart vel seile vi med i Luft.
Naar broderligt, ærligt vi dele,
Kan Alle først nyde det Hele.
Men derfor skylde vi Dampen Tak.
Saa skyd kun, Broder! Om Skiven ei sprak,
Og traf du i Pletten ei lige —
Det har slet Intet at sige.
Det gielder kun om, i borgerlig Lyst
At hædre Krudtet med mandigt Bryst,
At hylde med Glædeskampen
Salpetret, Kullet og Dampen.