Hvor smuk er Borgerens Velstand ei,
Skiøndt vist nok en ganske Andens
Paa Livets, Statens, Naturens Vei,
End Fyrstens og Herremandens!
Jeg finder Forskiellen skiønnere just,
End evig eet og det samme;
Vel Rosen er smuk, men en Rosenkost —
Det blev kun en høirød Flamme.
Man trænger til andre Blomster og Grønt,
For Urtekosten at binde;
Blandt Krusemynter sidder saa kiønt
Den lille beskedne Kiærminde.
Og naar jeg træder af Fyrstesal,
Fra Kirkens hvælvede Bue,
Da glæder mig atter, reen og sval,
En hyggelig Borgerstue;
Hvor pæne Løsøre bonet staaer,
Og mageligt Lænestol-Sæde,
Som Milepæle for svundet Aar,
Men ei for den svundne Glæde.
Og, Fader Hempel! her hos dig
Maa jeg fornøiet vel være,
Thi Mesterstykker du viser mig
Til Odense-Snedkerens Ære;
Og Skilderier med Faer og Moer,
Som Øiet ugierne forlader;
Og Billedet af fraværende Noer,
Som elsker sin Bedstefader.
Om Kobberrørene synes jeg godt,
Som blankt over Ovnen stande.
Jeg glæder mig over din sorte Calot
Og over din kraftige Pande.
Men, Hillemænd! hvor bringes jeg hen?
Vil du nu vise mig Byen?
Et Taarn har du bygget, gamle Ven!
Som kneiser dristigt i Skyen.
Naar du fra Jordens Besvær er fri,
Og kied af Menneskevrimlen,
Studerer du her Astronomie,
Og Tanken sig taber i Himlen.
Skam faae den Murer, der Kalken tog
Med den afskyelige Lyde,
At altid fugtig Væggen udslog;
Du kunde den ikke pryde.
Held dig, min Gubbe! med samt din Avis,
Gid længe, som før, den trives!
Og trøst dig ved Himmelens Paradiis,
Naar nede paa Jorden de kives.
Men samles Brødre som Venner i Nord,
Og række hinanden Hænder,
Da tale du med, mangt sindrigt Ord,
Blandt de forsamlede Stænder!