Du, som paa Skyen throner,
O Musa! hør min Sang,
Lad Harpens høie Toner
Forkynde Hiertetes Trang,
Lad fra det fierne Norden
Med Bæven over Jorden
Henklinge Strængens Lyd.
Saa vidt som Solen rækker.
Som Flora Jorden dækker,
Som Aanden virker Dyd,
Og Hiertet slaaer af Fryd,
Dit Tempel staaer, Veninde!
Og det vil aldrig svinde.
Tidt Jupiter nedsender
Sit Lyn mod Tidens Søn.
Med sine stærke Hænder,
Ei rørt af Støvets Bøn,
Neptun omvælter Bølgen,
Kun ivrig i Forfølgen.
Og lumsk er Terras Graad;
Thi grumt i sine Arme
Hun slukker Heltens Varme,
Naar Parcen skær hans Traad.
Cythere spotter Graad.
Tidt Ceres Livet hader.
Og lukker sine Lader.
Blind sidder Themis ofte
Af Uretfærdighed.
Fra sine Høielofte
Stolt skuer Pallas ned.
Og Mars, den vilde Tiger,
Da meer afskyligt skriger.
End i trojanske Krig.
Titanen har ham fundet,
Titanen er ei bundet;
Og Jorden strøes med Liig.
Og Bacchus leer ad Svig;
Han sine Druer kryster,
Og drukner Sorg i Lyster.
Hvorhen skal Hiertet flygte,
Af Magterne forfulgt?
Hvad har de Grummes Rygte
Forskiønnet og fordulgt?
Hvad mildner vore Tanker?
Har Haabet da sit Anker
Saa dybt i Hiertet sat,
At det vil ikke vige,
Om tusind Dolke snige
Sig i en evig Nat?
Hvori bestaaer vor Skat?
Hvad Magt den Gysen hæver,
Som Verden giennembæver?
Som Lyset, da uventet
Det giennem Chaos brød,
Opklarte Firmamentet,
Og endte Livets Nød,
Saa, Solens hulde Fader!
Apollo! du oplader
Dit Øie for vor Færd.
Du spæden Dyd vil pleie,
Du speider Tidens Veie,
Og skienker den sit Vand.
Du styrer Heltens Sværd,
Du byder Muser synge,
Og Glæder sig forynge.
Som Fader, der maa prise
Hvert Anlæg hos sin Søn,
Seer Jordens Daad den Vise,
Og Jorden blier ham skiøn.
Hvad kan man bedre vente
Af dette Halvfuldendte?
Men dog Fuldkommenhed
Staaer frem af dunkle Larve;
Og brudt i broget Farve,
Seer Lyset til os ned,
Og skienker Hiertet Fred,
Naar rolig du betragter
I Afstand Jordens Fagter.
Og Muserne fornøiet
See ned fra Skyens Aand,
Med muntre Smiil i Øiet,
Paa Havet og paa Land.
Den blodigmørke Scene
Forædler Melpomene
Ved Clios Forskerblik.
Den Kamp, som Jorden leger,
Terpsichore bevæger
Til Dands og til Musik.
Paa sine muntre Vinger
Thalia Glæden spaaer.
Urania sig svinger,
Med Stierner i sit Haar.
Høit over Jorden throner
Skiønhed og Kraften da.
Og hellig Sandhed toner
Af Polyhymnia.
Til denne Biergets Tinde
Med lysen Purpursky,
O, lad os Veien finde,
Og ingen Fare skye!
Der kroner og belønner
Apol det raske Mod.
Op, ædle Musasønner!
Op, Æg af gamle Rod!
Fortvivlelser og Smerte
Kun boe i Taagers Dal,
Et modigt Heltehierte
Ei synker under Qval.
Forenet lad os stræbe
Mod dette høie Maal;
Et Kys af Musers Læbe
Er alle Glæders Skaal.
Den Regn, som Jordens Tue
Dernede giør forsagt,
Slaaer Iris til en Bue
Med syvfold Farvepragt.