Lang Tid en Slægt i stille Bolig,
Fra Staden stilt, ved Havets Kant,
Den uafbrudte Glæde fandt,
Hvormed kun Uskyld giør fortrolig.
For trofast Ven og tro Veninde
Stod aaben muntre Giestesal,
Og Verten var en General,
Vertinden var en Digterinde.
Den store Verden kun de kiendte
Deraf, at Verden kom til dem;
Og aldrig kieded dem et Hiem,
Hvor Troskabs Ild paa Arnen brændte.
Dog — pludselig i Høstens Dage,
I Livets Høst, saa smuk som god,
Det vante Hiem de kort forlod,
For lidt i Verden om at drage.
Alt Skiønt og Stort af sieldent Fremmedt
Henrykte, næred deres Aand;
Dog ikke løsnedes det Baand,
Der bandt saa kiærligt dem til Hiemmet.
Og glade vendte de tilbage,
Vi hilse dem paa gamle Sted.
Erindringerne tog de med:
En Julefrugt i Vinterdage.
Ja, skiønne, Jord! er dine Glæder,
Og sødt, at tage dem i Favn;
Men Skibet iler til sin Havn
Med Fragten fra de fierne Steder.
Med Længsel hist er Glæden blandet,
Skiøndt Aanden den at skatte veed;
Og, Hierte! først din Rolighed
Gienfinder du i Fædrelandet.