En Stemme.
Hvad ruger ud den stille Vintermorgen?
Hvi viger Kirkehallens dybe Mørke
For muntre Kerter i de blanke Stager?
Hvi sammenstimler Menighedens Flok
Med Bøn og Andagt? Haabets søde Trøst
I hvert et Blik, paa hver en Læbe smiler.
Skiøndt Vintren strenges, blomstrer dog Violen:
En Rosen-Sommerfest i Snee- og Iis.
Op til et deiligt Barn sig vender Øiet
Med inderlig Tilbedelse. O, Gud!
Sang.
Min Siæl henrykkes. Brødre! følger
Fiernt over Land og Havets Bølger:
O, seer I hisset Hytten staae?
Der sidder hun, som har ham baaret,
Med Sløret om Kastaniehaaret,
Halv purpurklædt, halv himmelblaa.
Det store Øie kiærligt brænder,
Hun folder sine hvide Hænder,
Og stirrer hen i dunkle Vraa.
Chor.
Taget aabnes, Loftet viger,
Sølverbræmmet Sky nedstiger,
Gabriel paa Jord vi see.
Gyldenlokket Herrens Engel
Hilser med sin Liliestængel,
Folder sine Vingers Snee.
En Stemme.
Himmelsk Duft sig trindt udbreder —
Hun tilbeder —
Men han hæver fromt fra Jord
Josephs Brud; og hør hans Ord!
Gabriel.
Hil dig, Benaadede!
Herren med dig, du Velsignede,
Bedste blandt Qvinder!
See, du skal føde din Søn;
See, du skal kalde ham Jesus.
Stor skal han vorde, thi Gud er hans Fader,
Drot skal han vorde for Konger paa Jord,
Evigt hans Rige.
Den Helligaands Magt kommer over dig,
Den Høiestes Kraft overskygger dig.
Hil dig, Maria!
Salige Viv!
Maria.
Min Siæl ophøier Jehova, min Aand sig fryder i Gud.
Han har min Ringhed velsignet alt ved sit himmelske Bud.
Nu skal mig Slægterne prise. Hans Arm har yttrct sin Magt;
Hovmodighed har han ydmyget, og høit den Ydmyge bragt.
Den Mægtige drog han af Stolen, og satte den Ringe derpaa,
Den Hungrige Gaver han skienkte, den Rige kan dem ei naae.
Han har min Ringhed velsignet alt ved sit himmelske Bud.
Min Siæl ophøier Jehova, min Aand sig fryder i Gud.
Chor.
Min Siæl ophøier Jehova, min Aand sig fryder i Gud.
En Stemme.
Hvi klinger Orglets gyldne Stierne?
Betyder den maaskee det Himmellys,
De Vise saae, som drog fra Østerland,
At finde Jesusbarnet i en Krybbe?
De hellige tre Konger.
Lys og kling, o Stierne!
Helligt fra det Fierne,
Led os paa vor Vei,
Svæv for os paa Himlen.
Som et Tegn i Vrimlen;
Maanen er der ei.
Ene du
Os leder nu;
Men dit klare Svæv ei truer,
Ingen for dig gruer.
Ukiendt for hinanden,
Hver fra fierne Stranden
Drog ad samme Kant;
Alle vil det Samme,
Stiernens rene Flamme
Hierterne forbandt.
Støvets Drot
Er Tiener blot.
Salighed til Maalet leder.
Knæler og tilbeder!
Chor.
Knæler og tilbeder!
Zacharias og Elisabeth.
Zacharias.
Fleer store Mænd skal Verden skue,
Min Søn skal ogsaa vorde stor.
Elisabeth.
Med Herrens Kraft hans Aand skal lue,
Til Styrke for den svage Jord.
Zacharias.
Og mangen Siæl han skal omvende
Til Evigheden at erkiende;
I Ørken lyde skal hans Røst.
Begge.
O, søde Fader-, Moder-Trøst!
Elisabeth.
Men, høie Jesus! ei hans Vinge
Dog naaer til dig fra Støvets Vei.
Zacharias.
At løse dig din Fodsaals Tvinge,
Fortiener min Johannes ei.
Begge.
Thi, skiøndt han stor for Verden staaer,
Til dig dog ingen Kæmpe naaer.
Choral.
Nei, høie Jesus! Støvets Vinge
Ei naaer til dig fra Støvets Vei.
At løse dig din Fodsaals Tvinge,
Fortiene Jordens Sønner ei.
Thi, skiøndt han stor for Verden staaer,
Til dig dog ingen Kæmpe naaer.
Herodes.
Hvordan? jeg knæle for en indbildt Magt?
Et Barn mig vriste Spiret af min Haand?
En Almuqvindes Æt
Fordunkle mine Stammefædres Skiold?
Hans Lallen overgaae min Vaabenlarm?
Hans Læbers Ord, hans Øies fromme Blik
Mig standse mine Stridsmands Hellebarder?
Hvad Sværmeri! Dyd vorde Livets Drot?
Huldsalighed og Viisdom kue Stolthed?
Fordømt! — Nei, aldrig! Kun Herodes bøier
Sit Knæ for Lictor-Øxen, ei for ham.
Op, mine Stridsmænd! henter mig hans Liig.
Jeg har ei Ro, før han ei aander meer.
Op, mine Bødler! hærjer med Sværdet,
Udøser Blodet, bringer mig Trøst.
Nyfødte Noer giør Kæmpen forfærdet;
Skaaner ei Barnet ved Moderens Bryst,
Iler til Hytterne, dræber,
I Dynger mig Ligene slæber!
Mødrene græde, Fædrene bede —
Intet dog køle Øxernes Hede.
Kun eders Myrden mig trøster,
Aldrig I dræbe mig nok,
Lallende Glut ved skiælvende Bryster,
Legende Dreng paa Tærskelens Blok.
En Stemme.
Barbar! Afsindige! du fnyser?
Forgæves — Uskyld du ei dræbe kan.
Den skiælver ei, den kiender ingen Fare.
O, Moder! Fader! vaandes ei. O, seer:
Did flyve de som Engle jo til Himlen.
Det røde Blod blev lette Purpurvinger,
Og eders Taarer sprængte dem med Sølv.
O, Julen er Uskyldighedens Fest,
Og Jordens, Himlens Engle feire den.
Hyrderne paa Marken.
Hvad Under? Himmel!
Nys var det mørke Midienat;
Med Stierners Vrimmel
Var sorte Hvælving trindt besat.
Med Armen slynget
Omkring min Hyrdestav, jeg laae,
Og dybt i Lynget
Sov vore Hiorde, store, smaae.
Nu brat ved Røsten
Af høien Sang vi vækkes op.
Ei rødmer Østen,
Men Luften over Issens Top.
En Kreds sig breder
Af Purpurskyer meer og meer:
O Saligheden!
O Skiønhed, som mit Øie seer!
En Kreds af Engle
Nedsvæver i en Hvirvelvind,
Med Liliestængle,
Med Vinger, og med Smiil paa Kind.
Op, Hyrder! kaster
Med Skiælven jer i Støvet ned;
Hvo sig formaster
At stirre paa Guds Herlighed?
Englene.
Frygter ei, Hyrder! vor venlige Skare;
Vi aabenbare
Eder en Glæde, som Alle skal nyde,
Tusinde Bække fra Kilden skal flyde,
Lyset udmaaler
Glæden i Straaler,
Salighedsglandsen til fierneste Zoner
Klinger i Toner.
Halleluja!
Eder er i Dag en Frelser født,
Som er den Herre Christus af Davids Stad.
Og dette skal vorde jert Tegn:
Et Ba rn skal I finde
Svøbt i en Krybbe.
Chor af Engle og Hyrder.
Halleluja! Hosianna!
Ære være Gud i det Høie,
Fred paa Jorden,
Og i alle Hierter Salighed!
Amen!
Choral.
(Psalmen „I denne søde Juletid” vexelviis fra Orglet og Menigheden.)