H.A. Brorson (1694–1764)

I denne søde Jule-Tiid

Ære være GUD i det Højeste, og Fred paa Jorden, i Menniskene en Velbehagelighed. Luc. 2. v. 14.

Mel. Et lidet Barn saa &c.

1.

I denne søde Jule-Tiid

Tør mand sig ræt fornøye,

Og bruge ald sin Konst og Fliid,

GUds Naade at ophøje,

Ved dend, som er i Krybben lagt,

Vi vil af gandske Siæle Magt

I Aanden os forlyste

Din Lov skal høres Frelsermand,

Saa vidt og bredt i Verdens Land,

At Jorden dend skal ryste.

2.

En liden Søn af Davids Rood,

Som er og GUD tillige,

For Verdens Synders skyld forlood

Sit søde Himmerige,

Det var Ham svart at tæncke paa,

At Verden skulde undergaae

Det skar ham i hans Hierte,

I saadan Hiertens Kierlighed

Hand kom til os paa Jorden ned,

At lindre vores Smærte.

3.

Vor Tack vi vil frembære da,

Endskiønt den er kun ringe,

Hosanna og Halleluja

Skal allevegne klinge;

GUds Arck er kommen i vor Leyr!

Thi siunge vi om Fryd og Seyr,

Mens Hiertet sig kand røre,

Vi siunge om dend søde Fred,

At Helvede skal skiælve ved,

Vor Jule-Sang at høre.

4.

GUD er nu ikke længer vred,

Det kand vi deraf vide,

At Hand har sendt sin Søn her ned,

For Verdens Synd at lide,

Det vorde vidt og bredt bekiendt!

At GUD sin Søn for os har sendt

Til Jammer, Væ og Vaade,

Hvo vilde da ey være fro,

Og lade ald sin Sorg beroe

Paa JEsu søde Naade?

5.

Som Natten aldrig er saa sort,

Den jo for Solen svinder,

Saa farer ald min Kummer bort,

Naar jeg mig ræt besinder:

At GUD saa Hiertens-inderlig

Af Evighed har elsket mig,

Og er min Broder vorden,

Jeg aldrig glemmer disse Ord,

Som klingede i Engle Choor:

Nu er der Fred paa Jorden!

6.

Og blandes end min Fryde-Sang

Med Graad og dybe Sukke,

Saa skal dog Kaarsets haarde Tvang

Mig aldrig Munden lukke;

Naar Hiertet sidder meest beklemt,

Da bliver Frydens Harpe stæmt,

At dend kand bedre lyde

Saa Kaarset selv, naar JEsus vil,

Maa ogsaa hielpe Siælen til

Med Psalmer at udbryde.