Poesiens Nytte
Et Læredigt
Et Læredigt
Og trænger da Kunsten end virkelig til
For Virkeligheden med Kraft at forsvares?
Mon ikke dens Magt i de liflige Spil
Stadfæstes for Verden, og klart aabenbares?
Skal Tænkeren, Ludimagisteren liig,
I Skolen kun stave begyndende Fibel?
Naar komme vi da til at læse vor Bibel?
Naar nyde vi Fred paa forsvarende Krig?
O, vanskeligt er det for følende Bryst,
For Siæle, som fløi paa Indbildningens Vinge,
At slippe den fri, den begeistrede Lyst,
Og lade til Arbeid i Støvet sig tvinge!
Thi Pegasus, skiøndt han af Sener er stærk,
Fik ikke de mægtige Vinger forgieves;
Han gaaer ei for Ploven, i Sky vil han hæves,
Og lystrer ei Tømmen til smaalig Værk.
Og Fuglen, som siunger i Lunden saa sødt,
Blier let til en latterlig Skraaler i Buret;
Og Aanden, som tidt os frivillig har mødt,
Ei lader sig kalde som Træl efter Uhret.
Og Sommerfugl-Vingen med Ultramarin,
Med Purpur og Guld, med den flagrende Glæde,
Laer ei sig befamle som Kræmmerens Klæde,
Dertil er dens Silke for skiær og for fiin.
Og dog kan det Skiønne med yndige Smiil
Mod Pøbelens Plumphed ei Forsvar undvære;
Og derfor Apollo med sigtende Piil
Maa spænde sin Bue til Musernes Ære.
Den lurende Python med blodige Tørst,
Som skeler, med Braadden mod Søstrene hvæsset,
Maa bide med sprættende Lemmer i Græsset,
Da lyder fra Delphi Orakelet først.
Men muntre, men fri, uden Had, uden Nag,
Som Siæle, der hæved af Hvirvlen sig længe,
Vi, Elskte! vil samles saamangen en Dag,
Og henrykte lytte til Harpernes Strænge.
Thi ikke for eder behøver jeg kold
Med kummerlig Tyden mit Værk begynde;
Jeg veed, at I trofaste Skialdskabet ynde,
Som Hercules yndte vulcaniske Skiold.
Ja, Venner! et Skiold er den sindrige Kunst,
Indgravet i Guldet er store Bedrifter,
Som hæver os over Forgangenheds Dunst,
Og tale til Fremtid med lysende Skrifter;
Et Skiold, som sig vugger paa Tidernes Hav,
Et Værn, som i Modgang vi sielden forliste,
En Plade med Tak paa den Blegnedes Kiste,
En Mindesteen over den Elskedes Grav.
Og følger en qvægende, sød Poesie
Ei Mennesket steds, hvor i Livet han vanker,
Naar Glæden og Taaren giør Hierterne fri,
Naar Ordet udtrykker de dybeste Tanker?
Nærværelsen selv er kun sielden ret smuk,
En Gnier! Kiedsommelighed er hans Broder;
Men Haabet, hans Datter, Erindring, hans Moder,
Formilde den Vrantne med Smiil og med Suk.
Og fulgtes vi ei giennem Skyggernes Krat,
Som oftest gaaer over de taagede Moser,
Hvor Solen sig skiuler i Skyerne brat,
Hvor hyppige Torne bær enkelte Roser —
Og fulgte Begeistringens Fakler os ei
Til Kunstphantasiernes brogede Telte,
Hvad var da vor Jord med de herlige Helte?
Hvor var da vel Glæden paa Timernes Vei?
Betragter dog Barnet i Uskyldens Aar!
Hvad er det, som saligt den Lille henrykker?
Mon Alfer og Feer om Vuggen staaer,
Og omskabe Smaating til kostbare Smykker?
En Kiep vorder Ganger, en Stol bliver Slot,
Til Ginistan vider sig snevreste Stue,
Og Lampen med høi og forunderlige Lue
Med Straaler forgylder et sørgeligt Graat.
Hvad farver som Rosen, o Skiønne! din Kind,
Naar Barmen sig hvælver saa hvid som en Lilie?
Hvad mildner, du Yngling! dit trodsige Sind,
Hvad luttrer din Siæl, og hvad bøier din Villie?
Mon Blomsten fremstaaer af et timeligt Frø?
Nei, Amor bag Busken din Rolighed fanger.
Og hvo er din Ven? Den begeistrede Sanger,
Som tolker din Ømhed, og smelter din Mø.
"Men Manddommens Aar skal ei vies til Leeg,
En Hustru skal ærbar kun Børnene røgte,
Ei Blomster bør findes paa Bøg eller Eeg,
Vor Middag bør haane, hvad Morgenen søgte."
Og er da vel Frugten af Olden og Bog
En Næring for Mænd? Og hvad kaldes at virke?
Bør Huset ei staae hos den høiere Kirke?
Besidder man Viisdom, fordi man er klog?
Hvad virker i Verden den flittige Mand,
Som kiender ei Siælen, ei Mennesket kiender;
Som føle Naturen var aldrig i Stand,
Med udyrket Hierne, med haardføre Hænder?
En Daglønner blot, som forretter sit Gavn,
Er Skabningens Herre tilfreds med at være?
Hvad er da hans Fortrin, og hvad er hans Ære?
Hvad skaffer ham Tak? Hvad bevarer hans Navn?
Han kiende maa Sagas indviede Skrift,
Gudinden, som over Bedrifterne vaager;
Men halv dog udslettet er store Bedrift,
Og Handlingens Aarsager hylles i Taager.
Hvad viser os Hiertets forborgneste Hiul?
Hvad lærer os Lidenskabs-Krateret at kiende?
Hvad kan vor Begeistring for Dyden antænde?
Hvad afhyller Lasternes glimrende Skiul?
Melpomene kun, en guddommelig Tolk,
Den høie, den store, den herlige Qvinde,
Melpomene kun med sin tragiske Dolk,
Ei Digterens ene, men Heltens Gudinde!
Hun vandrer med Clio den natlige Sti,
Hun stiger, hvor Clio det aldrig forsøgte,
Oplyser de dybeste Ting med sin Lygte,
Og kun hendes Rædsel giør Siælen fri.
"Men Helte, men virkende Mænd for et Land
Kan Hver dog ei være. Fornødenheds-Sorger
Har frembragt en stor, en vindskibelig Stand,
Og agter du ikke den stræbsomme Borger?"
O, inderlig har jeg den Virksomme kiær!
Men Borgeren fører jo Sværd ved sit Bælte;
Staaer Faren for Døren, er Borgerne Helte,
I Freden bør føle sig Borger Enhver.
Og kan han i Fred ei opmuntre sin Flid,
Ei mores om Aftnen paa Møien om Dagen?
Selv er han jo Kunstner ved Haandværkets Id,
Bør Kunsten ei dyrke Forstanden og Smagen?
Huldt læger Thalia dit Sind, naar hun leer;
Du føler, skiøndt skrøbelig, dog dig fornøiet,
Opdager selv hemmelig Biælken i Øiet,
Og spotter ei Skiæven i Broderens meer.
Og Hustruen, trænger da Hustruen ei
Til Kunstens idylliske Blomster at bryde?
Hvor øde blev Dagenes møisomme Vei,
Hvis aldrig hun skulde Begeistringen nyde!
Er Fødselsdags-Glæden, er hellig Juul,
Ei Fester, som trænge til sødt at forskiønnes?
Du ønsker et Træ, som om Vinteren grønnes,
Med Æbler af Guld under Grenenes skiul?
Jeg kiender, o Moder! saa deiligt et Træ:
Det voxer hisset bag Sneen i Have,
Det blomstrer saa nær ved Parnasset i Læ,
Det skienker ei ene til Julen sin Gave;
Det yder dig Frugter af herligste Kraft,
Din Stue bag Volden til Skov det omskaber,
Det aldrig sin Grønhed og Æblerne taber,
Thi Roden fra Helicon suger sin Saft.
"Men Gubben, nedbøiet af Svaghed og Aar,
For ham dog Gudinden ei Æblerne kryster?"
O, høit over Graven Urania staaer,
Og styrker den Fod, som af Trætheden ryster.
Hun kaster en Funke fra Stiernerne ned
I Graven, hvis bældende Mulm ham forskrækker,
Med Evighedsblomster ham Randen bedækker,
Og planter Kiærminderne trindt om dens Bred.
Saa nytter da Digtningens salige Kunst.
Og skulde vel Sangen fremdeles bevise,
At ikke den Idræt er Drøm eller Dunst,
Som tillaver Siælen sin nærende Spise?
Hvor hæderlig er en vindskibelig Haand,
Og Aanden forædles, naar Legemet styrkes;
Men Afguder ikkun af Hedninger dyrkes,
Og Stoffet bør aldrig tilbedes som Aand.
Saa lader da tidt i selskabelig Kreds
Melpomene Hiertet med Tankerne saare;
Den høiere Veemod giør Siælen tilfreds,
Og aldrig ydmyger den hellige Taare.
Dens Væld er Beundring for Stort og for Smukt,
Naar Tanken og Følelsen Muserne dyrke.
Ei græder af Svaghed den saftige Styrke,
Ei presser man Most af fordærvede Frugt.
Lad længe nok tørt det indskrumpede Bær,
Som Nattefrost hærder, som drømmer om Kræfter,
Indbilde sig selv, at det mandeligt er,
Fordi det for Indtrykket aldrig gav efter!
Lad længe nok Dumhed, som Munterhed skyer,
Indbilde sig selv, hun er Ærbarheds Datter!
Kun Mennesker røres til Graad og Latter;
Naar loe eller græd vel det søvnige Dyr?
Var Grækenland vorden, hvad Grækenland blev,
Hvis Viisdom ei kunde paa Gratier stole?
Aspasia selv vel ei Værkerne skrev,
Men Viisdommen gik dog hos Skiønhed i Skole.
Provence! hvad modned din blomstrende Tid,
Din Ynde, som kappedes selv med Naturen?
Til Damernes Ære sang høit Troubadouren,
Og Smilet belønned Kunstnerens Id.
Selv Ludvig! dit Hof, der saa glimrende tidt
Blev hyldet af Alle som Musernes Tempel,
Skiøndt ofte for slavisk, og ofte for frit
Det Mængden forførte ved Flitter-Exempel:
Det Gode, det Smukke, som Billigheds Blik
Liig enkelte Roser i Ukrudtet finder,
Kun ved din Forening af Mænd og af Qvinder,
Kun af en selskabelig Cirkel udgik.
Og sad ei, o Nord! i din herlige Hal
De Kæmper og Koner saamangen en Aften,
Og lytted til Qvad af din siungende Skiald,
Som priste med Kiærlighed Troskab og Kraften?
Og sidder i Norrig og Island endnu
Ei landlige Flokke ved Tranlampe-Flammen,
Og høre den hellige Saga tilsammen,
Og føle sig henrykt af Oldtidens Hu?
For hvem da, I Muser! bestemtes jer Lyst?
For Mennesker, Væsner, som føle, som tænke;
For Skaberens Billed med levende Bryst,
Hvis Kiækhed afkaster den tyngende Lænke.
O, toner bestandig i Cither og Luur,
Og udvider Timernes smaalige Fængsel,
I Himmelske! stiller vor himmelske Længsel,
Forener vort Hierte med Gud og Natur.