Haugen til Søndermarken.
Nu, pral kun ei for meget
Af dine krumme Gange,
Med dine Grene, som i Luften række.
Min stive Pragt er veget.
Ei længer som en Fange
Staaer Foraarsblomsten i den klipte Hække.
Ei Lindene sig strække,
Som før, kun efter Snor med flade Mure.
Alt Taxuspyramiden
Nedsiunken er i Striden,
Og Oxen kløved Ypernbuskens Bure.
De fire runde Damme
Omdannes til en Flod med Blomsterramme.
Søndermarken.
Hvi flipper du det Gamle,
Som ei det Ny kan vinde?
Som gammel fransk tilforn var du dog Noget.
Nu seer jeg dig kun famle:
Det Tvungne skal forsvinde;
Men stiv du bliver, om du end er kroget.
Hvi vil du være broget?
Det klæder dig dog ei. Behold det Stive!
Med vandomflydte Tempel,
Som bær det gamle Stempel,
Vil du et Mindesmærke smukt forblive
Om gamle franske Smagen,
Der bryster sig med sine Aar paa Bagen.
Haugen.
Nei, Skiønhed maa man følge,
Naturens Magt maa seire.
Den, som ei seile vil paa Tidens Vove,
Han drukner i dens Bølge.
Som ved det gamle Leire,
Maa atter hæve sig de raske Skove.
Ei, at man er til Hove,
Man vide maa, naar man i Hangen vanker,
Ei klemmes ind af Muren;
Men Blomsten og Naturen
Maae hæve Siælen høit til store Tanker,
At frit paa Løvets Vinger
Den muntre Siæl sig mod sin Skaber svinger.
Søndermarken.
Saa melancholske, stille,
Om ikke just saa skiønne,
Tilforn sig strakte dine dunkle Gange.
Naar Fuglen slog sin Trille
I Hækken bag det Grønne,
Da glemte man tilsidst, at man var Fange.
Der lever endnu Mange,
Som mindes dig med samt dit stive Gierde,
Og tænke sig tilbage
De lykkelige Dage,
Da du blev til ved Frederik den Fjerde;
Da Laurbærtræets Kroner
I Løvens Nærhed hvælved om Citroner.
Haugen.
Ja, stod det alt i Lunden,
Som i den første Alder,
Hvad du med raske Træk har her beskrevet;
Men Lauren er forsvunden,
Mit gamle Tempel falder.
Og Løven har sin Vogter sønderrevet.
Har Dadlesygen drevet
Dig til at laste, hvad jeg nu besidder,
Saa hav du kun din Nakke,
Og fryd dig paa din Bakke.
Jeg Borger være vil; vær du en Ridder!
Jeg nytter, og du glæder;
Min Frugt mig skaffer Tak, dig Blomsten Hæder.
Søndermarken.
Og denne tætte Stimmel
Af Mennefler, som vandre!
Den bedste Skiønhed mangler: Eensomheden.
Haugen.
Jeg elsker denne Vrimmel,
Og deler glad med Andre
Den Salighed, som trives i mit Eden.
Søndermarken.
Naturen elsker Freden.
For vilde Larm jo Nattergalen viger.
Haugen.
I mine grønne Sale
Ei savnes Nattergale.
Naturens bedste Blomster er dog Piger.
I denne Flor vi eie,
Hvad Eensomhedens Stolthed kan opveie.
Digteren.
Hvi vil I Ædle kives?
Siig, hvortil gavner Trætten?
Hver ved sin egen Pudsighed oplives.
En Krands for begge gives:
Blondinen og Brunetten.
Skiøndt begge skiønne, kan ei sammenlignes.
I Vaaren begge signes.
Du, Hauge! strækker kølig dine Arme
Mod Vandreren, som kommer
I støvethede Sommer,
At undgaae Solens alt for stærke Varme.
Han veed, at du vil skienke
Ham Hvile paa de perlemalte Bænke.
Hist seer jeg Søndagsfloden,
Som grønne Træer indfatte,
Den bølger frem i lange, tætte Gange.
De Skiønne, klædt paa Moden,
Med Shawler og med Hatte,
At giøre Byens Sønners Hierter trange;
Jeg seer Soldater lange,
Matroser korte, Borgere med Stokke,
Tyklivede Madamer,
Og børnbehængte Ammer,
De muntre Drenge-, søde Pige-Flokke,
Hist selv en Fader trlkker
Sin Glut i Vogn til dine Blomsterhækker.
Høit her i Byen lyder
Oboer, klarinetter,
Løvsale hvælve sig med Bord og Bænke.
Saa venligt Verten byder
Sin Viin og sine Retter.
Et Glas til Velkomst maa han gierne skienke.
Anstændigheden krænke
Det aldrig kan, at du i Glæde nyder
Med Venner Hviledagen.
Kun maa du krydre Smagen
Med Reenhed, som den Godes Hierte fryder.
Elsk Bacchus, ei hans Rasen,
Og vogt dig for Silenus paa sit Asen.
Den store Sværm jeg følger;
I Haugen den sig spreder
Imellem Blomsterløvene, som Bække.
Nu paa Canalens Bølger
Et Tog sig tilbereder:
Gondolen flyder hvid fra dunkle Hække.
Nu Aarerne sig strække;
Rorkarle dem i broget Pragt bevæge.
Først Baaden frem sig lister
Med røde Hoboister,
Som høit paa blanke Instrumenter lege;
Saa kommer Herreskaren,
Og kiække Damer, som ei frygte Faren.
Nu Sværmen sig paa Stranden
Med Heftighed fremskyder;
Forgieves hisset Bajonetten blinker.
Een trykker paa den Anden,
Man giennem Busken bryder,
Paa Græsset gaaes, at ei man sig forsinker.
Thi Dannebroge vinker,
Dets røde Flige sig i Bølgen væde.
Fredrik og Caroline,
Maria, Vilhelmine,
Kostbare Fragt! I alle Danskes Glæde!
Stolt svulmer Purpurfloret
Med hviden Kors; thi Kongen staaer ved Roret.
Har Regnen Græsset vædet,
Og giort saa slibrig Jorden,
Som Veien til den timelige Lykke;
Udspændes Skyggeklædet
Med Lynild og med Torden,
Mens bratte Kastevinde Busken rykke —
Her, medens Perler smykke
De vaade Blade, man paa Tørt sig fryder.
Thi Havens faste Gange,
Som Ryggen paa en Slange,
Med tørre Skorpe sine Bugter skyder,
Saasnart kun Solen spiller
Paa Hellas’ hvide, Chinas røde Piller.
Men jeg, som vandred under disse Skygger
Fra Livets første Minde,
Jeg Syner har, hvor Svoermen gaaer i Blinde.