Hulde Skov, du stille Have
Med dit Bladehang!
Dig, min Barndoms bedste Gave,
Skylder jeg en Sang.
Ene her ved Askens Stamme
Vil jeg Lyren slaae,
Medens Solens sidste Flamme
Svinder i det Blaa.
Nei, jeg kan ei sidde rolig,
Jeg maa see mig om.
Hele Skoven er min Bolig,
Tankens Helligdom.
Medens Solen rød i Marken
Som en Rose staaer.
Viser mig hvert Træ i Barken
Sagn fra fordums Aar.
Ind jeg træde vil ad Laagen,
Perlefarvet, lav,
Fra den grønne Gang i Krogen
Mod den store Grav,
I hvis Eng sig høine Stakke —
Vandet der slog feil.
Jorden giorde Smallebakke
Hist i Haven steil.
Her bag disse skiønne Linde
Sad jeg mangen Gang,
Hvergang Vaaren, min Veninde,
Sang sin Pindsesang.
Først som Barn med spæde Hænder
Til en Thee saa sød
Store, gule Kiærlingtænder
Jeg i Græsset brød.
Da jeg ældre blev, da loktes
Jeg fra gyldne Pragt;
Hvor de blaae Kiærminder flokkes,
Droges jeg med Magt.
Mangen yndig Krands er flettet,
Frisk, af Duggen blank.
Ei Kiærmindet er forgiettet,
Skiøndt Kiærminden sank.
Medens Maanen hisset oven
Smiler bleg og rund.
Iler jeg til Graneskoven,
Til min norske Lund.
Hulde Gang af Poppelpile,
Du mit Kattegat!
I en Skynding hundred Mile
Er jeg reist i Nat.
Maanen seer paa Biælkehuset.
Hvor det vinker smukt!
Sært jeg føler mig beruset
Af den ramme Lugt.
Tynde Bro! mon ei du svigter?
Kiækt du bugter dig.
Her til Thors og Hakons Digter
Kaldte Nornen mig.
Skiønne Syn paa Bakken oppe!
Herligt der at staae:
Kirkens Spiir bag Granens Toppe
Stiger i det Blaa,
Bønder end paa Veien kiøre
Til det fierne Hiem,
Sagte Vinde Løvet røre,
Stiernen blinker frem.
Praler ei af store Fielde!
Jeg har Fielde seet:
Alperne, ved Vintrens Vælde
Frygtelig besneet.
Længslen dog ei skulde kue
Selv et Caucasus
Efter denne lille Tue
Med sit lave Mos.
Thi naar jeg botaniseerte
Hist paa Klippen suurt,
Skiøndt sig Planterne formeerte,
Mangled mig en Urt.
Ei den skiulte sig bag Stene,
Staaer ei hos Linnée;
Thi det er en Blomst, som ene
Barnet faaer at see.
Skiønne, grønne Valnødstamme!
Glatte Løv paa Qvist!
Med den hvide Bark at bramme
Seer jeg Træet hist.
Her som Dreng til mine Fødder,
Mens jeg stirred op,
Slog jeg dine sidste Nødder
Fra den høie Top.
Tænkte mig, som Robin Cruse,
Paa min Ø at gaae,
Bygte mig i Tanker Huse
I den grønne Vraa.
Følte jeg mig da som fangen
I min Hule snart,
Iilte jeg paa Blomstergangen
Til en Chinafart.
Flux jeg foer fra Løvets Sale
Da til Peking ind,
Hørte der Chinesisk tale
Klokken med sin Vind:
Kling, kling klang! Siong Siong, i Echo!
Kinlong, Con—fut—see!
Congo, Heisan, Pekko, Pekko!
Al min Siæl var Thee.
Stolen (som hos os Terrinen)
Glatte Porcelin;
Hist som Paafugl Mandarinen,
Her en Frue fiin:
Skiæv af Øine, bleg af Kinder,
Silkeblaa hun stod;
I den lille Sko forsvinder
Vanskabt hendes Fod.
Tidt naar mig i Livet mødte
Dum t Bizarrerie,
Naar mig mangen Fordom stødte,
Tænkte jeg: O, ti!
Skiøndt du ei som Europæer
Ret faaer Lov at groe,
Presses dog ei dine Tæer
I en saadan Sko.
End jeg seer i Lysthuus-Hallen
Speilet med sin Krands,
Fast paa Kittet Muslingskallen
Glat i Perleglands,
Brogede Conchylies Kegle,
Bragt fra Strandens Gruus.
O, hvi har dog fæle Snegle
Sligt et deiligt Huus?
Naar jeg da fra Chinateltet
Saae til Dalby ned.
Hvor en Bonde Furen vælted
I sit Ansigts Sved;
Naar da ned sig Solen sænkte
Med sit gule Skiær,
Jeg paa Landsbypræsten tænkte
Ved sin Arne der.
Ofte denne Port, beruset
Af en kiærlig Ild,
Aabned jeg til Bakkehuset;
Da var Skiebnen mild.
Her sin Ungdoms bedste Glæde
Eders Fader fandt,
Eders Moder, hulde Spæde!
Her hans Hierte vandt.
Hvor romantisk, seer til Mode
Hen med lange Skridt
Gik jeg, hvor din Hække groede,
Gamle Eremit!
Trængte mig i Tidsel, Burre
Til dit Alters Lag,
Hørte dine Duer kurre
Under Hyttens Tag.
End jeg seer, hvor Dagen brænder
I din Rudes Glød.
Alle hellige Legender
Mig velkommen bød.
Naar da ned sig Lemmen sænkte,
Og han bleg opfoer.
Liget jeg paa Baaren tænkte,
Vakt ved Herrens Ord.
Hvert et Træ i disse Gange
Mig et Minde staaer;
Alle disse Fugles Sange
Skialdens Hierte naaer.
Og som Noah hist i Arken
Hver en Skabning fandt,
Finder jeg i Søndermarken
Hver en Fryd, som svandt.