Du, som med Trylleseglen i Haand, med den blinkende Spade,
Ellemosen har skabt til paradisiske Lund;
Som bortskar det forviklede Krat, og i bugtede Flodseng
Tvang fra Sumpernes Dynd langsomt rislende Vand;
Giennembrød med en malerisk Busk Alleernes Strækning,
Sønligt skaanende dog Fædres ærværdige Spor;
Urtegaardsmand! fredsalige Voigt! mig møder et Aftryk,
Hvor jeg gaaer, af din Aand: enten i Skyggernes Krog,
Tæt indslynget af Espens Qvist, eller her, hvor en Udsigt
Aabner sig, solebestraalt, over den græsgrønne Væng.
Storken klapprer din Priis i sit Træes kunstbyggede Rede.
Lysthuset, blegviolet, blinker din Ære, som Blomst.
Du, med opfinderisk Kunst begavet, har plantet os Granen
Paa Sandbanken; du tvang Fyrren paa Skrinten at groe.
Men hvor er du? Jeg seer dig ei meer bag Træet at ile
Bly for Mennesker, vant meest til det eenlige Liv.
Reiste du bort maaskee for at raade den tvivlsomme Nabo
Med sin Park, som han ei selv at beplante forstod?
Lidenskab det dig var, at forskiønne ved Kunsten Naturen.
Siølund blomstrer din Roes. Hertha var altid saa skiøn;
Men giennem Egenes Krands om Asyniens glindsende Lokker
Vikled du Rosernes Qvist, og om den sneehvide Hals
Bandt du et kosteligt Guld, som ei Vaulund eller Hefaistos
Bedre smedder; dets Bras funkler paa svulmende Bryst.
Ak, hvi dvæler du? Kom! Jeg savner din snelle Forbigang.
Venlig du hilser mig ei, fulgt af din trofaste Hund. —
Kald ei, Digter! Han er ei meer, hvor Frosten og Blæsten
Skuffer Menneskets Haab. Fjernt i Elysiums Lund
Planter han nu. Han foer alt længst paa Baaden med Charon
Over den stygiske Flods Bugt til den evige Vaar.
Ingen føler, som han, dens Blomstren, fatter dens Skiønhed;
Men i sit Paradiis dog har han ei Danemark glemt.
Ofte besøger hans Aand sin Skov, og bæver i Bladet,
Naar Syringernes Dusk spreder forfriskende Lugt,
Naar Jasminernes Blomst besneer den gyngende Løvgreen,
Og naar i bruunlige Høst Valnøden taber sin Skal.