Anders Sandøe Ørsted
Da hans Venner havde ladet ham male.
Da hans Venner havde ladet ham male.
Den 31te Marts 1821.
Den 31te Marts 1821.
Du Jordens og Himmelens Datter,
Hvem Chaos i Dybet nedtvang,
Til mægtig du hæved dig atter,
O Themis! dig lyde vor Sang.
Dit Vink, til Held,
Deucalion lød paa Parnasset:
Af Jordens Been
Steg atter da Mennesket frem.
Hædrer, med perlende Draaber i Glasset,
Retfærdsgudinden i Musernes Hiem!
Prometheus, hvad Fremtiden siger,
Kun lærte, da du stod ham bi;
Selv Aarstidens himmelske Piger
Froe kalde dig Moder, som vi.
Thi Livets Krands
Med Gratier stedse du binde!
En Rose mild
Lad slynges i Strenghedens Tiørn;
Medens i Skyggen Parcerne spinde,
Venlige Moders alvorlige Børn.
Dog, evige Themis! ei mægter
Du stedse, hvad stedse du bør:
Tidt rase titaniske Slægter,
Og hærge paa Jorden, som før.
Din Datter foer
Til Himlen fra Lasten forfærdet,
Astræas Røst
Med Taarer fra Skyerne lød.
Da dine Sønner, væbnet med Sværdet,
Daarlighed tvang til hvad Kiærlighed bød.
Ei Mars kun har Helte, som lønnes
Af Brødres beundrende Røst,
Og Lauren ei ene kun grønnes
For Funken i Skialdenes Bryst:
Astræas Søn!
I Egeløv Lauren du vinde;
Med Viisdoms Kraft
Forener Huldsalighed du.
Vordende Slægt i dit Billed skal finde
Gienskin af Straalen, som qvæger os nu.
Vor Ørsted! indviet dig være
Her Skaalen med Druernes Blod.
Dig Ingen misunder din Ære,
Thi du er saa sielden, som god.
Dit Billed høit
I Hallen bekrandset skal hænge,
Dog helst, vor Ven!
Dit levende Billed vi see:
Smiil da iblandt os, kraftig og længe,
Alderen krandse din Tinding med Snee!