I Kunstens sydligskiønne Land,
Hvor modnes Druesaften,
Saa langt fra kiære Fædrestrand
Vi samles Juleaften.
For Manddomsdaad er Harpen stemt;
Men Barndoms Indtryk er ei glemt:
Fromt, som i elskte Fødeland,
Vi feire Juleaften.
Den første Anelse vi fik
Om Kunst, hvad den kan virke.
Da Jesusbilledet vort Blik
Blev kiært i Barndoms Kirke.
I lille dæmrende Capel
Af Angelo, af Rafael
Et venligt Vink alt Drengen fik,
At søge Kunstens Kirke.
Nu staae vi der. Og den er stor
Med Hvælving og med Kanter;
Dog — glemt er ei vor Krog i Nord,
Thi vi er Protestanter.
Vel Skiønhed boer ved Tibrens Elv,
Men Hiertet maa du bringe selv;
Og den kun vorder kunstnerstor,
Som egen Aand forplanter.
Det følte Thorvald, da han kom
(Han gik ei bort med Døden),
Og satte skielmsk i gamle Rom
Paa Bordet Julegrøden.
Han meente: Stræb ad Kunstens Vei,
Men glem derfor dit Eget ei!
Thi er din Aand og Siælen tom,
Din Fødsel var alt Døden.
Og derfor hos et fremmed Folk,
Rigt paa Naturens Gaver,
Høit Sangen være Hiertets Tolk
For varme Skandinaver!
Ei tydsk, italiensk og fransk,
Men ægte svensk og norsk og dansk,
Vi bringe hiem til eget Folk
Vor Blomst af egne Haver.
Vi hilse dig, vort Fædreland!
Langt fiernet fra de Kiære;
Men Hiertets Due Bladet kan
Let over Bølgen bære.
Ved Vatican og Capitol,
Begeistret af en sydlig Sol,
Ei glemme vi vort Fædreland,
Ei gamle Nordens Ære.