Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Igien en Ædling os forlader;

Bort Døden rev igien

Fra sine Børn en kiærlig Fader,

Fra Ven en trofast Ven.

Naturen, som han trolig dyrked,

Foreviger hans Navn;

Men Himlen, som ham Hiertet styrked,

Tog Aanden i sin Favn.

Vi ei hans milde Smiil forglemme,

I Modgang som i Held;

Og Tonen i hans raske Stemme,

Den kom fra Dovrefield.

Fra Guldbrandsdal han monne drage

Herhid paa Snekkens Kiøl —

Ak! vi har Faa af dem tilbage.

Han var em ægte Døl.

Han var de Danskes ægte Broder,

Og Venskab gav ham Løn,

Og Videnskaben var hans Moder,

Han hendes ægte Søn.

Og derfor hun ham Krandsen fletter,

Ei falme vil dens Glands;

Men Kiærlighed Kiærminden sætter

I Videnskabens Krands.

Du raske Normand! Sygdom kued,

Ei dræbte den dit Mod,

Thi altid frisk dig Hiertet lued,

Som med en Ynglings Blod.

Den sidste Tak dig Venskab bringer.

Her er nu Kisten lukt —

Hist stækker Intet dine Vinger

I hellig Engleflugt.