Det lakked ad min Dronnings Fødselsdag;
Naturen havde smykket sig til Festen,
Paa Bladene laae Duggens Perlelag,
Og Rosen var der alt som Sommergiesten.
Jeg gik omkring, jeg sad i Somrens Favn,
Med hvert et Træ, med Blomsterne fortrolig,
Hvor Kongen havde lindret mig mit Savn,
Og skienket mig den skiønne Digterbolig.
Ak, tænkte jeg, gid ret du kunde nu
Beskrive Følelsen for din Fyrstinde!
Det er saa fattigt, at bestandig du
Blot rækker den sædvanlige Kiærminde.
Opfindelse — det er en Digters Pligt;
Ei nok, at du Amalia velsigner,
Nei, du maa bringe Dronningen et Digt,
Som ei det forrige for meget ligner.
Jeg grubled, og gik om i Slottets Park,
Men intet Nyt endnu jeg havde fundet.
Ind treen jeg i den stille Søndermark,
I Biælkehuset satte mig, og grunded.
Det norske Huus! Jeg sad i Stuen der,
Hvor ranke Graner grønne Tæpper virke,
Hvor over Broen, over Vei og Træer
Staaer med sit Spiir min Barndoms lille Kirke.
Da faldt en Straale giennem Busken sært,
Og farved Blad og Griffel, med sin Lue.
Ei! tænkte jeg, har ei vor Dronning lært
At læse just i denne Biælke-Stue?
Jo, ganske vist! hun har mig det fortalt.
Ukiendt med Livets Sorger og dets Goder,
Men yndig og en venlig Engel alt,
Hun sad med Bog og staved hos sin Moder.
Og hvor Amalia har læse lært,
Der vil i Dag et Digt jeg hende skrive;
Saadan det vorder hendes Hierte kiært,
Om end Apol ei Kraft mig skulde give.
Og Digtet har jeg skrevet, Dronning! hvor
De første Sprogets Tegn du monne sanke.
Nu nøies ikke længer du med Ord,
Din Aand, din Siæl vil Følelse, vil Tanke.
At varmt for dig din Digters Hierte slaaer,
Taknemligt, — har du længe vidst, Fyrstinde!
Men hvad i Hiertet dybest foregaaer,
Derfor kan Tanken intet Udtryk finde.