Hædersqvad
Til en gammel Skiald
Til en gammel Skiald
Vildt skingre vor Röst over breden Bord.
Raaber höit I Frender tilsammen!
Hele det gamle og trofaste Nord
skal synge Herr Clemenz til Gammen.
Fyld Hornet til Rand med bruneste Miöd,
og slaae saa paa bugede Skiolde,
at Vaabengnye, mellem Hornenes Stöd,
kan runge til Dannevirks Volde.
Herr Clemenz! det er din Hædersdag.
Du est en saa drabelig Kiempe.
For dig lyder Huien og Vaabenbrag;
dog uden al Nid og Ulempe.
Herr Clemenz! det er din Hædersdag.
Du est dig en Skiald saa spage.
For dig lyder Qvad og Vaabenbrag,
som naar Dansken i Leding mon drage.
Naar du slogst Harpen med liflig Klang
da spæged du Kiemper saa gieve;
da stode de af fra Berserkegang,
da lysted dem heller at leve.
Naar Vrede blussed i jernhaarde Bryst
og gnistrende Öie mon skule,
da qvad du om Venskab med mandig Röst,
som sielden er qvædet i Thule.
Og Kiemperne Vreden fare lod
og grebe saa flux til Miöden,
og stænked i Fodspor hinandens Blod,
og svore at fölges i Döden!
Naar Gotherne droge i Ledingsfærd,
mod Voldsmænd, som gramt vilde hærge,
da hærded dit Drapa det blanke Sværd,
og hvæssed det danske Værge!
Men naarhelst du hviled paa Hynde blöd,
og Möen dig Hornet mon bringe,
da blev hende Kinden saa rosenröd,
og da lodst du Harpen klinge.
Og naar du da priste de Öine blaae
og Silkelokkerne gule,
det hvælvede Bryst og de Hænder smaae —
da blussed den mandlige Thule!
Da reed hver Ungersvend flux under Öe,
saa brændende ved din Tale,
og fæstede sig en guldhaaret Möe,
som kunde hannem tröste og husvale.
Og inden det nye Aar frembröd
da smilte de Sönner saa spæde.
De skulde, eengang naar vi er död,
vort gamle Dannemark glæde.
Men Tak skyldes dig for den kommende Æt,
Af at siunge din Priis jeg ei bliver træt.
Kun Miöden min Röst kan dæmpe.
Hæver da Hornet höit over Bord
og siunger i Skye tilsammen.
Hele det gamle og trofaste Nord
skal drikke Herr Clemenz til Gammen!