Østens lange, blege Strimmel
Breder ud sin hvide Fold.
Stiernen døer paa matte Himmel,
Luften er saa vaad og kold.
Perleduggens tætte Vrimmel
Glindser fra den grønne Vold.
Langsomt følger Bonden Ploven,
Vælter fugtigtunge Jord.
Taus og sort sig hvælver Skoven,
Uden Sange, uden Ord.
Fieldet staaer saa stump i Taagen,
Hisset Valmubusken groer.
Nattens høitidsfulde Time
Hen i Evigheden foer;
Ingen Kirkeklokker kime
Dødninger af dunkle Jord.
Træt af store Midnatsscene
Sover mystiske Natur.
Roligt muldne gamle Bene
Hisset bag den gamle Muur.
Mat og kold kun Vinden bølger
Hen i Dammens vaade Siv.
Morgentaagefloret dølger
Hyllende Naturens Liv.