Erotiske.
Man siger: Ringen uden Ende
Er evig Kiærligheds Forkyndelse;
Tillad mig, Elskte! denne dig at sende.
Sød var vor Kiærligheds Begyndelse;
Og det betyder her Smaakerterne,
Der sammensmelte Hjerterne.
Skal jeg et Shawl dig række, hulde Pige?
Jeg handler jo min Fordeel reent imod;
Jeg skiuler derved disse Ledemod,
Som ikke finde deres Lige.
Tag disse Handsker! Slangen i sin Bram
Er allerdeiligst, naar den skyder Ham.
O, lykkelige Kam, som af de hvide Hænder
Skal daglig tages fat, og bore Tænder
Ned i det bløde Guld, det lange Haar,
Som sig saa tykt i fulde Fletning slaaer!
En Parasol jeg skienker dig.
Brug den forsigtigt, Skiønne! thi man siger,
At Solen er misundelig,
Og derfor bruner den de blonde Piger.
Tag disse Skoe!
Man skulde troe,
Det var et Barn, som fik dem paa.
Den, som dem faaer,
Er atten Aar;
Dog er de sikkert ei for smaae.
Smaablomster hylle sig i Løvet, naar de fryse,
Derfor jeg sender dig en lille Kyse.
Tag den Canarifugl! Skiøndt mere fri,
Hvor jeg misunder den sit Slaveri!
Usynligt ogsaa mig du ind i Buret lukker;
Men — Stakkel — jeg faaer intet Sukker!
Comiske.
Maa jeg, min Broer! dig byde denne Pibe?
En Pibe røber altid stor Forstand;
Man i det mindste kommer ei i Knibe:
Naar ei man gider talt — saa smøger man.
Jeg vilde gierne Noget dig forære,
Men da jeg Intet har, er jeg saa fri
At lade reent det Andet være;
Din bedste Ret er jo dog Poesie.
Du gierne vide vil, hvad Folk bestiller,
Og derfor sender jeg dig et Par Briller.
Hvis Verden driller dig, og blier dig alt for gal,
Saa følger med et Futteral.
En lille Tubus jeg min Ven leverer,
Som — paa Comødien — Astronomie studerer.
Du, som til Giestfrihed saa gierne Haanden rækker!
Forsmaa ei denne Proppetrækker.
Ødip os løste Gaaden jo,
At først paa Fire, saa paa To,
Og endelig ved Stav paa Tre
Forsigtigt vi os lade see.
Skiøndt end ei Gubbe — tag den Stok!
Man aldrig er forsigtig nok.
Du, som Historien langt over Digtet priser!
Her sendes dig et gammelt Bundt Aviser.
Om end der findes Løgne nok deri —
Trøst dig, min Broer! det er ei Poesie.
Min gamle Ven! her sendes dig en Lygte.
Diogenes med slig gik ad den lyse Vei,
Og Menneskene søgte —
Men fandt dem ei.
Du seer nok heller ikke mange,
Naar du fra Gildet gaaer de sene Nattegange.
Næst Mad og Drikke, Ven! i denne Taageby
Hvad trænges mere til, end til en Parapluie?
Tag denne Daase, som Tobakken huser,
Og tænk derved imellem paa mig lidt,
Skiøndt ikke just, hvergang du snuser —
Det vilde være noget lidt.
--
En Bog med hvide Blade jeg dig giver.
Vent aldrig anden Bog fra mig!
Jeg veed, du læser helst, hvad selv du skriver,
Og tvivler ikke om, at den vil more dig.
Til Læseren.
Nu intet meer for dette Øieblik,
Endskiøndt du denne Gang ei heller Noget fik.