Cantate
til
til
Reformations-Jubelfesten ved Universitetet.
Reformations-Jubelfesten ved Universitetet.
Den 31te October 1836.
Den 31te October 1836.
Chor.
Skiøn, som for tre hundred Aar,
Solen staaer
Over Jorderige.
Dengang Haugen var saa ny;
Lynet foer fra skumle Sky,
Men i stærke Kampers Ly
Monne Spiren stige.
Træet for den rene Tro
Nu i Ro
Breder sine Bugter;
Fiernt i Vest og høit i Nord
Skienker det den christne Jord
Sine Himmelfrugter.
Recitativ.
De første Christne samledes
I Hedningcatacomber;
Af Gravens skumle Hvælvinger
Fremspired Fremtids Rose.
Og Flokkens Taler var en Ven,
Som Evangeliet lærte.
Men sledske Biskop Pave blev,
Forhærdende sit Hierte,
Og stolte Pave Fyrste blev,
Og Fyrste blev Tyrannen. —
Da splintrede de Christi Kors
Til Ved for Morderbaalet.
Sang.
O, Forsyn! du, som Ondskab tvinger!
I Mørket sporedes din Finger,
Som Morgenstraale reen og klar:
Han vilde bygge sig et Tempel,
Den Stolte, med sit Hovmodsstempel,
Men Templet dog — din Kirke var.
Ud sendte han sin Afladskræmmer,
At samle Guld — da tusind Stemmer
Ham mødte kiækt ved Flod og Kyst;
Da Jesu Lære blev betrygget,
Da blev den sande Kirke bygget
Usynligt i den Frommes Bryst.
Recitativ.
Thi Luther sang,
Og Lutheranerne med ham:
Choral.
Guds Ord — det skal de lade staae,
Og Tak derfor ei have;
Han vil med os i Kampen gaae,
Hans er den bedste Gave.
Tage de selv vort Liv,
Gods, Ære, Barn og Viv —
Lad fare derhen!
Det Bedste blier igien:
Guds Rige vi ei miste.
Før den theologiske Promotion.
Glem ei, du fromme Herrens Præst!
At Lutherdommens Jubelfest
Her stempler dig som Lærer.
Saa vandre frem i Herrens Aand!
At stedse Kiærlighedens Baand
Du knytter og du ærer.
Glem Tolder ei og Pharisæ’r,
Og see, med Biælken, Skiæven her
Ei blot i Andres Øie;
Styrk Brødrene med Jesu Trøst,
Lig, som Johannes, ved hans Bryst!
Da glæder sig den Høie.
Før den juridiske Promotion.
Retfærdigheden truer kold
Med Sværdet, for at straffe Bold,
Og blind for alle Bønner;
Men han, som dømmer hist hvert Sind,
Han har for Øiet intet Bind,
Han skaaner sine Sønner.
Paa Syndens, Lastens Tornevei
Kan Dyd undvære Strenghed ei,
Hvis det skal Livet baade;
Men glem dog ei, du Retfærds Mand!
At hist du ei undvære kan
Den sidste Dommers Naade.
Før den medicinske Promotion.
Sundt Legem styrker Siælen sund;
I denne Livets Prøvestund
Besiælte Støv maa trives.
Hil dig, der Sundhedskilden fandt,
Og længst foragter Giøgletant!
Din Viisdom Kræfter gives.
Gak trolig i Naturens Spor!
Der falder ingen Spurv til Jord
Vel uden Herrens Villie;
Men reddes mangen Knop dog kan,
Og herligst staaer ved Gravens Aand
Sølvhaaret Oldings Lilie.
Før den philosophiske Promotion.
Gud skabte med sin stærke Haand
I Manden en fornuftig Aand,
Og den maa modnes, dyrkes.
Men vogt dig, du, som meget veed!
For Hovmod og Spidsfindighed;
Derved ei Aanden styrkes.
Glem ei, du Tænker! Lærde du!
At Alt du seer kortsynet nu
Dog ved en ringe Kerte.
Dyrk tro din Aand, din Videnskab,
Som kraftig Helt — kun ei med Tab
Af sønligt christne Hierte.
Efter Talen og Promotionerne.
Siunger nu en Sang til Ære
For de fromme Herrens Mænd,
Som den sande Jesu Lære
Tappert vandt til os igien.
Ædle Johan Huss! du faldt;
Af dit Baal dog svang sig alt
Englen paa sin Himmelvinge.
Seiren sikkert os at bringe.
Da kom Luther, Troens Kæmpe,
Klædt i Modets stærke Staal;
Frygt hans Røst ei kunde dæmpe,
Diærvt han stævned til sit Maal.
Og i Kirkens Foraarssal
Sang en liflig Nattergal:
Med Melanchton ved sin Side
Stod — den Stærke med den Blide.
Bugenhagen! dig vi nævne
Lutherdommens Hielper god.
Tausen! i mangt farligt Stævne
Kiækt med Sadolin du stod.
Smuldned’ længst er dine Been,
Men den Kirkegaardens Steen,
Hvor du stod for fromme Skare,
Til din Ære vi bevare.
Tak fortiener Danmarks Fyrste,
Som udbredte Troen her:
Christiern — Frederik den Første —
Tredie Christian især.
Luthers Ven! i Worms du saae
Helten ved sin Afgrund staae;
Han foragted Død og Smerte,
Og han vandt dit Kongehierte.
Siette Frederik, vor Fader!
Du har Hiertet varmt, som hiin.
Ondskab du og Vantro hader,
Jesu sande Tro er din.
Ja, hver ægte Christen veed:
Livets Væld er Kiærlighed.
Dyrker den da fromt tilsammen!
Gode Christne siunger Amen.
Chor.
Kingo! laan os din Røst, at den lyder
Orgelkraftig atter paa ny.
See, den gyldne Sol frembryder
Giennem sin kulsorte Sky!
Trende Sekler har Skyen fordrevet,
Og skal fordrive den tre Gange tre.
Den har slet kun paa Jorden levet,
Som ei Himlen blaa kan see.
Straal din Uskyldighed i hvert Hierte,
Jesus Christus! din himmelske Tro,
Da skal ved Sandheds evige Kerte
Salige Slægter paa Jorden boe!