Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Kunsten sørger. Sløret Harpen hænger

Taus og strængeløs paa Danmarks Eeg.

Sangens Mester fryder ikke længer

        Med sin skiønne Toneleg.

Kunstens Venner sørge. Ved hans Baare

Ei ledsager fremmed Lyd vor Sang;

Han maa selv os laane til vor Taare

        Sine Toners søde Klang.

Ja, saalænge Sangen Siælen rører,

Hvergang, Ædle! dine Toner lød,

Atter lever du, dig Danmark hører,

        Sangens Mester er ei død.

Dyrebart er os dit Minde,

Danmarks Møer dig Krandse binde,

Du var ømme Hierters Tolk.

Høit din Lyra Siælen svinger.

        Andagts Vinger

Din Begeistring gav dit Folk.

Munterheden selv du skienkte

Adel ved din Toneleg;

Men — da hen du Harpen hængte,

Da blev Glædens Rose bleg.

Weyse! tidt naar Vaarens Morgenrøde

Bredes over Græs og Blomster ud,

Smile skal din Aand til os fra Gud,

Mens vort Øre Lærkens Toner møde.

Og naar høstligt Maanens blege Lue

Spreder Veemod over Skov og Vang,

Skal igien ved Nattergalesang

Vi som Engel dig ved Harpen skue.

Ei Dødens Haand dig raned;

Den Harmonie, du aned,

Du nu først ret forstaaer.

Dig Engles Chor indvier

Til hine Melodier,

Som jordisk Læben ei formaaer.

De Kiære du ei savner;

Din Schulz dig hist omfavner,

Din Mozart er dig nær.

Som Engel de dig smykke

Til Kiærlighedens Lykke

I Evighedens Rosenskiær.

Men vi, som staae tilbage.

Ved Graven vil ei klage,

Skiøndt ei du sees igien.

Saa sov da vel, du Kiære!

End est du Danmarks Ære;

Men Venskab, ak! har tabt en Ven.