For Konge og Land
Af en Tale, holden i Anledning af Kongens Fødselsdag ved Universitetsfesten den 28de September 1842.
Af en Tale, holden i Anledning af Kongens Fødselsdag ved Universitetsfesten den 28de September 1842.
Almægtige Gud! skienk Danerkongen Lykke,
Lad Herthas Krands lang Tid hans Hoved smykke,
Lær andre Fyrster, mens vi ham velsigne,
Christian at ligne.
Gak Haand i Haand med ham, Amalia kiære!
Du Kongevældens Ynde, Dydens Ære!
Sig Kiærlighed og Tro i dig forbinde,
Du ægte Qvinde!
Og du, hans Søn! gak frem paa Christians Veie.
I Fredrik Danmark atter Christian eie!
Da skal, som han, du danske Hierte vinde
Med huld Fyrstinde.
Beskyt, o Gud! den hele Kongestamme.
Det Oldtid bad, end bede vi det Samme;
Thi Landets Børn bør Kiærligheden nære
For Kongens Kiære.
Velsign, o Gud! den tappre danske Kriger.
Nu stormer han ei meer, at vinde Riger,
Men hædrer end — det negter selv ei Avind —
Forfædres Glavind.
Vort Dannebrog! stolt stiger Danskens Tanker,
Naar skiøn du vifter over Egens Planker;
Udbred den Roes, som dig bestandig følger,
Paa Havets Bølger.
Fiern, Gud! fra den vindskibelige Borger,
Hvad Sindet trykker, Smaalighedens Sorger;
Lad kraftig, snild ham Borgernavnet bære
Til Danmarks Ære.
Og du, som overstaaet har dit Onde,
Du — ikke længer Træl, men danske Bonde!
Rask som en Fisker, fuur med Plougen Muldet,
Høst Agerguldet.
Skienk, Herre! dine Tienere det Hierte,
Hvori ei slukkes Gudsfrygts sande Kerte.
Ei Frækhed eller Overtro forkue
Den rene Lue!
Lad Videnskab og Kunst bestandig være
Det lille Danmark til ei liden Ære!
Lad i vor snevre Kreds den Tanke trøste:
At rigt vi høste!
Og du, vor Skole, Fædrelandets største,
Som grundet blev af Christian den Første!
Deel med Skioldungen stedse Held og Gammen,
Som Blomst i Stammen.