Du vil, jeg skal beskrive dig Klippen, Himlens Brud;
Hvordan det gamle Norge ret egenlig seer ud?
Det kan jeg strax ei, Kiære! Min Musa være Tolk
Først for, hvad Hiertet fylder: Tak til et ædelt Folk.
Og mens Gud gav mig Livet, var Mennesket mig dog
Ypperst af Alt paa Jorden. Her, hvor mit eget Sprog
Paa fierne Bierge tales — o, hvilken salig Lyst
Sin Arnes Ord at høre, betont af fremmed Røst!
Ja, ædle Sprog! du hersker ei blot paa Sletten bred,
Men ogsaa der, hvor Elven fra Fieldet skyller ned.
Dig hører Nattergalen i Siællands Bøgelund,
Men ogsaa Klippens Ørne, fiernt fra vort Øresund.
Du est den bolde Normand kiær, som hans eget Liv.
Om dansk om norsk du kaldes — forfængelige Kiv!
Kiært Barn har mange Navne, den elskte Moder med.
Du est jo dog den Samme, kun paa forskielligt Sted.
De kom mig strax i Møde, som skilt ad først i Gaar,
Endskiøndt jeg havde levet vel tre og femti Aar
Useet paa Norges Kyster. Hvad siger det? Vort Baand
Var fast alt længe knyttet: de kiendte Skialdens Aand.
De kiendte dette Væsen, der elsker Fieldets Skræk
Saa høit, som Lundens Tryghed ved danske Blomsterbæk.
Min Haand de gierne trykte, mig stivt i Øine saae;
Skiøndt taus mig Barmen banked, de kunde den forstaae.
Jeg frygted ei vort Møde. Man siger ellers: tidt
Man finder ægte Liighed med Manden saare lidt
Og med hans skrevne Værker; men fra min Barndoms Stund
Jeg veed, jeg aldrig brugte to Tunger i min Mund.
Saa blev vi snarlig Venner i fierde Christians By.
Men heller ei de gamle mig svigted for de ny:
Jeg saae dem midt i Sværmen, mit Hierte var dem tro;
Erindring fældte Taarer, imedens Haabet loe.
Du gamle, stærke Tænker, saa rolig og tilfreds
Med to og fiirs paa Bagen, som var det to og treds!
Philemon med din Baucis! huldt har I mig belønt,
I drak min Skaal, og krandsed mit Billede med Grønt.
Og du, min Ven, hvis Tale sig stundom sniger seen,
Som Elvens hulde Bølge, der kæmper mod en Steen,
For mere smukt at skumme fra den i Dalen ned,
Den, med en yndig Susen — dit Ord med Vittighed!
Og du, min græske Broder med Smag, med Poesie,
Som ei dig har forstenet i tydsk Philosophie!
Og du, som rysted Polen, der før urokket stod,
Saa snild og klog paa Himlen, som her paa Jorden god!
Og du, som Jesu Lære udbreder i dit Nord,
Med et Apostelansigt, — i Daaden som i Ord!
Og du, hvis varme Hierte stærkt banker for en Ven,
Som for din gamle Saga, din Snorro Sturlesen!
Ei glemmer jeg de Timer, som jeg hos eder nød.
Mit Foraar kom tilbage, mig atter Blomster bød.
Jeg giemmer disse Blomster med deres tause Sprog
I min Erindrings Bibel, min Fremtids Psalmebog.
Den ædle Fyrste hædred mig med en Godhed stor,
Giest var jeg tvende Dage ved Oscars eget Bord.
Han bad mig med at fare did i sin gyldne Karm,
Hvor Hakon skulde løfte snart Gudrun paa sin Arm.
Jeg ei forstod ham ganske — dog Oscar taler skiønt.
At sidde ved hans Side, hvor fandt jeg mig belønt;
Men age med i Karmen? den Ære var for stor.
Dog hvordan dig beskriver min Studsen jeg med Ord —
Da jeg paa Gaden skued hans Hirdmænd nærme sig
Til Fods, for Plads i Vognen at overlade mig?
„Hvordan?” de alle raabte, „her see vi Skialden staae?
Og Fyrsten ham paa Borgen kun venter, for at gaae!”
Da blev jeg heel bestyrtet. Men see, en fremmed Ven,
En Helt af Oscars Følge tilbage gik igien,
For Fyrsten at berette, hvor slet jeg havde hørt.
Nu vared det ei længe, før Vognen did var kiørt.
Huldt Kongesønnen smiled, Undskyldningen forstod.
Hans Venlighed og Snildhed mig atter skienkte Mod.
Han glædtes ved min Hakon. Og for det norske Folk
Var Ryge, som i Danmark, den samme stærke Tolk.
Den ædle Collet skienkte mig med sin Hustru kiær
Igien den Fryd at være den gode Oscar nær;
En Aftenstund i Hallen han mig et Sæde bød,
Hvor Fyrsten sad blandt Qvinder, hvor Strængelegen lød.
Farvel, du gode Fyrste! hav Tak i Skialdesang,
Som selv mig bød: i Stockholm at gieste dig engang.
Nu reiser du til Bergen; der est du selver Giest,
Og langs ad Klippens Kyster beredes dig en Fest,
Nu maa jeg dog fortælle, hvor jeg i Staden boer;
Og det er i et Herberg, som kaldes efter Nord.
Og Verten er mig ogsaa fra Kiøbenhavn bekiendt,
Han var Borupianer med Rahbek, og Student.
Mit smukke Kammer støder nær til en prægtig Hal,
Hvor Byens største Selskab og bedste Vinterbal,
Jeg troer, man gierne holder. Og der blev jeg indført,
Dengang man holdt det Gilde, hvorom I vel har hørt.
Thi Sverdrup kom med Hersleb og Hansteen, i Person
Af det abstracte Væsen: en Deputation
Fra Universitetet, fra Storthingsmænd og By,
At hilse paa Poeten, saa gammel og saa ny.
Og æret ved et Maaltid — Trompet og Pauken lød —
Rørt af Taknemligheden min varme Taare flød.
Den ædle Collet førte mig selver ved sin Haand.
Motzfeld og Vogt og Sibbern! I hædred Skialdens Aand.
Og ved din Side sad jeg, du bolde Riddervold!
Storthingets snilde Formand! saa kraftig der og kold,
Som varm i Vennekredsen. Da Sverdrups Tale lød,
Som sikkert ikke Skialden forglemmer til sin Død.
En ung og venlig Digter med sielden Aand, Forstand,
Welhaven, en Bergenser, en ung og kraftig Mand,
Skrev mig den Hædersvise, som hele Kredsen sang,
Og her jeg den gientager, stivn i sin egen Klang.
Kald det Forfængligheden, Ærgierrighed det kald!
Den, som ei elsker Æren, det var en ussel Skiald.
Den Hæder, man mig viste, skal flygtigt ei forgaae;
Engang paa Skialdens Kiste den skal som Rune staae.
„En herlig Stund er lys oprunden
Om Norrigs gamle Klippeslot,
Thi hæderkron’t i Granelunden
Staaer Nordens ædle Sangerdrot.
Dit Høiqvad i vort Indre hviler
Med Mindet om vor bedste Lyst;
Og derfor Jubeltonen iler,
At hvirvle sig til Skialdens Bryst.
De blege Nordlys svagt sig brøde
I matte Skiær fra Sydens Dag;
Da steg i glandsfuld Morgenrøde
Din Engels høie Vingeslag.
Du vakte Nor af Sekters Dvale,
Og lærte ham ved Harpens Klang
At lytte til den dybe Tale
I Fossens Larm og Stormens Gang.
Alfaders Borg laae dybt begravet
I Ragnarokes skumle Damp,
Og Valas Qvad gik over Havet,
Og nynned sært om Jettekamp;
Da slog din Barm ved Guders Smerte,
Du trodsed Nastronds vrede Lyn,
Og Valhal steg af Skialdens Hierte,
Et underfuldt Morganasyn.
Og først blandt dine giæve Helte
Vort elskte Norrigs Kæmper gik,
Med Styrkens drabelige Bælte,
Og Fromhed i det lyse Blik.
Du bød dem frem af Høien stige
I Vaabendands med Skiold og Skaft,
At værne om det stolte Rige,
Og egge Dalens Søn til Kraft.
Og derfor favner gamle Norge
Sin elskte Sanger moderøm.
Og aabner dig de Klippeborge,
Du skued i din gyldne Drøm.
Gak ind, du høie Skialdekonning!
Og stem din blanke Strængeleg;
Der venter Saga dig, din Dronning,
Dybt smeltet af en Høimod, hvis stærke Gienlyd klang
Nifold med Raab i Hallen, jeg stolte paa min Sang.
At tale selv — umuligt! Det havde jeg betænkt.
I Morgenrøden Idun mig havde Hielpen skienkt.
Jeg maatte snart mig fatte, at svare var min Pligt,
Da tog jeg frem af Barmen det nyligstrevne Digt;
Men varmt og atter gienfødt det strømmed fra mit Bryst,
Da lytted man i Hasten til Skialdens høie Røst.