Hvad Gud er vel den største Gud?
Imellem To er Striden:
Den Ene voxen Ungersvend,
Den Anden spæd og liden.
Den Voxne see vi henrykt staae
Med Faklen klar i Lue;
Den Lille gaaer med Vinger paa,
Med Kogger og med Bue.
Han elsker Vaarens lyse Luft,
Hvor tusind Blomster bygge;
Den Anden Natviolens Duft
Og Myrtens milde Skygge.
Den lille Skytte søger Krig,
Med Saar og Død forbunden;
Den Ældre hylder hellig Fred,
En Æskulap i Lunden.
I Venner! om de Guders Rang
Vi ville nu ei trætte;
Paa Begge her med Sang og Klang
Vi Seierskrandsen sætte.
En Egekrands, alvorlig, grøn,
Bi Hymen offre ville;
Og Rosenknoppens muntre Qvist
Omflette skal den Lille.
Thi Begge skienke Livets Fred,
Hvorom vi daglig bede;
Lyksalighed og Munterhed
Kun de os tilberede;
Thi Skytten træffer i vort Bryst,
Og smelter Isens Pandser,
Og vækker os, at Himlens Lyst
Vi i Naturen sandser.
Men giftigt blev dog dette Skud,
Og vilde Livet true,
Hvis ei Medlidenhedens Gud
Kom med sin Fakkellue.
Hans Fakkel brænder Giften ud,
Han hele Faren ender;
Og Amors Overgivenhed
Til Alvor Hymen vender.
Hil Amor, som os træffe kan!
Hil Hymen, som forbinder!
Hil hver en tapper Yngling, som
Sin Piges Hierte vinder!
Hil Pigen, som at elske lær,
Og indseer Livets Mening!
Og Hil ved dette Bord især
Den kiærlige Forening!