Middelaldrens Græker bragte
Til Italien sit Billed,
Stivt og kummerligt fremstillet,
Men det dog Beundring vakte.
Ansigt, Fod og Arm og Hænder,
Som man af Antiken kiender,
Græske Mester fandt i Gruset,
Bragte det til Gudehuset,
Kaldte frem, med friske Farver,
Nye Børn af gamle Larver;
Engle, smykt med Vinger lange,
Smale Been, og Klæder trange;
Med Guds Moder vor Forsoner,
Blødende med Tornekroner;
Helgener med blodig Vunde,
Blomsterkrandst paa gyldne Grunde.
Barnlige, men kolde, stive,
Unaturligt halvt i Live
Disse Contrafeier vare,
Monne dog alt aabenbare
Første Glimt af Kunstens Lue.
Det begeistred Cimabue.
Snart han grundet har en Skole;
Men — kan han paa denne stole?
Cimabue søgte længe
Mellem sine Malerdrenge
Een, som ret var dybt indviet;
Alt han fandt — kun ei Geniet.
Som han saadan sig beklaged,
Han en Hyrdedreng opdaged;
Drengen sad i laset Trøie.
Vid og Siæl var i hans Øie,
Stor Godmodighed i Blikket.
Han med Tungen Læben slikked
Skielmskt, imens bag Myrtegrenen
Med en spidset Steen paa Stenen,
Paa den flade Marmorplade,
Bukken under Myrteblade,
Som i Græsset ned var segnet,
Han med Lune havde tegnet.
Drengen saae saa frisk og kiærligt
Hen paa Bukken, og saa herligt
Tegned den ved Morgnens Lue,
At den glade Cimabue
Henrykt raabte: „Her jeg finder
Lærlingen, sendt af Gudinder!
Kom, du lille Faarehyrde!
Armod ei din Aand skal myrde.
Theocrit i Faarehiorden!
Kom! du est alt Kunstner vorden.
Længe vil du ledes ikke
Fra Modernt til det Antike,
Før du i din Glorie straaler,
Og dig med den Bedste maaler.
Som Tragødien sig stilled
Kraftigt frem af Bukkespillet —
Saa dit lille Bukkebilled.
Skielmen med dig meer har villet.”
Cimabue rigtigt dømte,
Han sin Lærling ei forsømte.
Giotto blev den store Mester,
Som end sees af Tidens Rester.
Kunstens Dyrker høit ham ærer,
Langt han overgik sin Lærer.
Og paa Campo Santos Vægge
(Hvor de siden maled begge)
Hiob i alle sine Plager
Ei det mindste sig beklager,
Thi med Æren han sin Maler
I Aarhundreder betaler.
Engang Mesteren, alt gammel,
Traf sin Giotto paa en Skammel
Just i samme Stilling male.
Som han sad — en Dreng i Dale.
Men det var ei Buk, han malte
Dengang; han med Vennen talte,
Medens han sin Farve blandte.
Vennen — var den store Dante.