Her er jeg hos en kraftig Æt,
Man kiender den paa Trækket let;
Thi Minen der er skielmsk og snild,
Og Munden smiler venlig mild.
Den gamle Fader fro jeg seer,
Imellem Børnebørn han leer;
Dog var han syg for nogen Tid,
Da pleied ham med største Flid
Den flinke Datter, rask og edel,
En værdig Hustru til min Wedel.
Knap hørte hun, at syg var Faer,
For lette Seilbaad hende bar
Ned over farligt Kattegat.
„Ei Fader være maa forladt
Af Datterhielp i Nødens Stund.”
Hun agted ei den falske Grund,
Og hendes Barn saa lidt, som hun;
Den kiække, smukke Datterdatter
Tro følger med sin Moder atter.
Saa trine de med Smiil paa Kind
For gamle Stammefader ind,
Som Lægedisen Eir med Frei.
Den Gamle seer saasnart dem ei,
Før han sig sætter til sin Disk.
Slig Kiærlighed kan giøre frisk.
Nu Alt er Lyst i Christiansdal;
Og her i Friggas lyse Sal,
I Sommerskyggen, reen og sval,
Jeg seer en Keglebane skiøn.
Med stærke Søn og Sønnesøn
Jeg spiller lystig med — en Pot —
Og træffer undertiden godt,
Endskiøndt maaskee jeg Kegler slaaer
For fierde Gang i Livets Aar.
Ritmesteren er ikke her?
Saa hilser ham! Han takket vær
For venligt, muntert Compagnie.
Fra Axelstaden kiørte vi
Tilsammen i Personkareth.
Nu har sin Fader han gienseet,
Lykønsket ham som igienfød
I barnlig Kreds, Naturens Skiød.
Den ældste Broder planter Træ
Til Efterslægtens Lyst og Læ,
Og dyrker tro sin Fædrejord;
Og Flidens Løn af Marken groer.
Farbroderen ei glemmes maa:
Han lod ei daarlig Rønne staae
Hist ved din Kirke, hellige Knud!
Den saae ham alt for ussel ud.
Han kiøbte Huset, rev det ned,
Og skienkte Kirken Pladsen bred.
Nu i Guds Luft den stiger fri,
Og fiernes ved sin brede Sti
Fra verdsligt Tag; og Ildens Tand
Nu ikke let den træffe kan.
Og derfor, Ædle! takket vær.
Du havde Oldtidskirken kiær;
Og mens i Odense den staaer,
Ei heller Benzons Navn forgaaer.