Klar er Nattens Stiernehvælving.
Höitidsfulde Midnatsscene!
Veemodsfuld og tavs jeg vanker
mellem Herthas Alterstene.
Poplen vifter! blide Kiöling
giennem Skovens Mörke luner.
Röd henstraaler fulde Maane
paa de halvudslukte Runer.
du mit Hierte giennemtrænger.
Hvad I var, I elskte Steder!
Ak det er I ikke længer.
Her hvor Odin de tilbade
Glemsel ruger, Qvæget græsser.
Hvor de hvæssed Offerkniven
Meiersken nu Leen hvæsser.
Her hvor Hiertet helligt brændte
nu kun mine Suk opstige.
I forsvandt, I skiönne Dage!
Dödt er Fantasiens Rige.
Intet luer, intet hæver,
alt er koldt, fornuftigt, öde!
Fyldt med Oldtids store Minder,
vanker jeg som mellem Döde.
O at hist paa Alterstenen
end jeg saae den röde Lue,
som med Folkets varme Bönner
hvirvlede til Himlens Bue!
O at i den haarde Brynie
mine Sukke kunde stige
i en Kreds af fromme Kiemper
op til den Uendelige!
Sandser gav han os den Vise,
da Fornuften han nedsendte,
da han gav os tænksom Kulde
Ild han i vort Hierte tændte!
Odin! Freya! kom tilbage,
lad mig ikke her allene.
See jeg synker ned med Andagt,
Uglen skreg og Hanen galte
Jorden bæved og der drypped
Blod af Espens hvide Blade.
Altrets gamle Stene rasle,
Maanen brat sin Straale mangler;
og en Beenrad op af Iorden
langsomt hæver sig og rangler!
Med en sönderslagen Pande
staaer han der med Knokler hvide,
og en gammel rusten Daggert
sidder i hans venstre Side.
Önsker du dig, unge Daare,
i den grumme Tid tilbage,
da man offred kold sin Broder,
dövende hans bange Klage?
Her i Lundens skumle Skygger
nedrandt mine sidste Taarer,
her paa disse Alterstene
sprudled Blod af mine Aarer!
Blodbestænkte Offerpræster
grumt min Pande sönderknuste,
joge Dolken i mit Hierte,
vildt af Raserie beruste.
Skoven hyled, Hanen galte
under Altret sank den Döde.
Af sin Afmagt Harald vaagned
i den friske Morgenröde!
Blomsten aabner sig saa venlig
Duggen ned ad Espen glider,
Harald gyser ved sin Dröm —
önsker dog de gamle Tider!