Sit Hang, sit Væsen Characteren henter
Tildeels af alle fire Temp’ramenter:
Sangvinsk, cholerisk, melancholsk, phlegmatisk;
Men Virkningen er ofte problematisk.
Hver god for sig, naar ei det overdrives;
Hver slet for sig, naar Herredømmet gives.
Cholerisk er den Ild og Heftigheden,
Som danner Helt og Skiald i Krig og Freden.
Med Munterhed du Livets Gode nyder;
Og melancholsk du føler Støvets Lænker,
I stierneklare Nat paa Himlen tænker.
Phlegmatisk lader du dig ei forføre
Til Lidenskabens Lokkesang at høre;
Besindigheden er din Herskerinde,
Du stræber efter nøisom Ro at vinde.
Men see nu disse Retninger paa Vrangen,
Naar een ei viis den anden holder Stangen:
Din Hidsighed da ingen Skranke kiender,
Som en Vulkan dit vilde Hierte brænder.
Som Sandseligheds Barn, naar du har funden
Den søde Kalk, du tømmer den til Bunden;
Som Mørkets Søn du søger Livets Ørke,
Kun din Fortvivlelse du seer i Mørke.
En herlig Nectar altsaa, maa man sande,
Natur! ved alle viseligt at blande.
Men hver for sig, hvad kan man længer haabe?
En Gal, en Giæk, en Skrantning og en Taabe!
Tidt Villien, Characteren skiller Trætten.
Med disse fire Farver paa Paletten
Heel meget males kan af Poesien,
Og herved træffes Physiognomien.