Du skiønne Livets Element,
Der, som en søsterlig Veninde,
Med Jorden monne dig forbinde,
For ret at giøre den bekiendt;
Der slaaer dit Skiærf omkring dens Bryst,
Og snelt — som Buen sine Pile —
Henskyder Snekken hundred Mile
Til fremmed Folk paa fierne Kyst!
Du, som Europa giennemskar
Med Bække, Søer, og med Floder,
At danne hende til en Moder,
Pallas Athene dyrebar;
At intet dunkelt Barbarie
I golde Ørkner skulde raade,
Som ingen Tid og Kamp formaaede
Fra tykke Dunster at befrie!
Du, som har aabnet Kiølen Pas
Didhen, hvor bredt fra Syd til Norden
America bedækker Jorden
Med Haabets store Timeglas;
Hvor Moderlandes Colonie
Skal eengang Monne Frugter bære
Til Jordens og dens Skabers Ære,
Naar Aanden vorder ægte fri!
Du Sølverbølge, Solen kiær,
Hvori sig yndigt Maanen dukker,
Naar saligt Philomele klukker
Bag Herthas gamle Bøgetræer;
Der sender Regn fra dine Skyer,
For Bondens Haab ei at forspilde,
Og sprudlende, som Blomsterkilde,
Fortæller Hyrden Eventyr!
Hvi er din Harme nu saa stærk?
Hvi fnyser du, som Kæmpekriger?
Hvi brækker du de skiøre Diger,
Adsplitter dine Bankers Værk?
Selv Graven har du væltet op;
Og medens bange Slægter sukke,
Hensvømmer Barnet i sin Vugge
Ved Kisten med den døde Krop.
Hvor Bacchus bygger ved sin Flod,
Og planter sine gyldne Druer,
Og koger dem ved Solens Luer,
Der overdrev du først dit Mod,
Forspildte mangen herlig Høst,
Og tykt bedækt med Skum og Fraade
Du dine Skranker overtraade,
Forfærdelig, mod Jordens Bryst.
Og Peters stolte Marmorstad,
Hvor Slot ved Slot med Vælde kneiser,
Og vidner om den store Keiser,
Forvandled du til Styrtebad.
Og tirret af den norske Kant,
Hvis haarde Steen sin Dal beskytter,
Du vendte dig mod Marskens Hytter,
Og let du der din Seier vandt.
Neptunus! tving igien din Harm,
See, Danmarks Sønner ere dine;
O stands, med din Quos-ego-Mine,
Dit Forspand med en vældig Arm.
Du er ei ond, du er vor Ven;
Vel stundom du i Harme skummer,
Men, rørt af tappre Sømænds Kummer,
Erstatter Skaden du igien.
Selv, med en kraftig Straale, god
Du hielpsom dig mod Ilden vender;
Naar Nogen hvirvler, Huset brænder,
Du slukker Luen med din Flod.
Saa ras ei selv, som Flammen heed!
Hvor er en Kæmpe stærk, som Vandet?
Mod ham beskiermer intet Andet,
End Himmelens Barmhjertighed.
Alfader! red dit bange Folk,
Lad Havet os ei underkue.
Paa Himlen satte du din Bue
Skiønfarvet, evig, Haabets Tolk.
Syndfloden kommer ei paa ny;
Men Lidet kan den Svage fælde,
Beskyt os med din Guddomsvælde,
Og skienk den Fattige sit Ly.