Sømands-Tak til Selskabet for Musikens Udbredelse
Den 17de Marts 1822.
Den 17de Marts 1822.
Vi Sømænd giør ei mange Ord,
Ei hykle eller prale;
Om hvad der i vort Hierte boer,
Bør Daad, ei Munden tale.
Dog, hvad i Hiertet foregik,
Og Takken til den Høie,
Det tolker Taaren i vort Blik,
Og Ilden i vort Øie.
En Bombe er en hæslig Fugl,
Den kan i Luft sig svinge,
Som Ørnen fra sit Kiippeskiul,
Skiøndt den har ingen Vinge;
Og naar den stiger med sin Glød,
Og naar mod Jord den suser,
Den bringe Saar og Skræk og Død,
Og Heltens Arne knuser.
Men denne her er mere mild,
Den hielper dem, som trænge.
Den er ei fyldt med Krudt og Ild,
Men kun med Sølv og Penge.
Og naar den brister uden Knald,
Ei græde Børn og Mødre;
Den dræber Ingen i sit Fald,
Men qvæger gamle Brødre.
Hil dette Selskabs Gavmildhed!
Ei Hiertets Stemme tier.
Den Armods Kaar at lindre veed
Ved hulde Melodier.
Hil Danerkongen og hans Huus,
Hil hver en ædel Borger,
Som bygger Hytten af sit Gruus,
Og lindrer Sømands-Sorger!