Fyrsten.
Digter! kald ei meer tilbage,
Hvad dog ikke komme kan;
Tør dit Øie, stands din Klage,
Sku i Livet som en Mand.
Det er smukt, sit Tab at føle,
Himlen selv os Taaren bød;
Men ei Kummeren bør køle
Livets Lue før din Død.
Hvad er Livet? Nogle Timer!
Bør ei Støvet nytte dem,
Før den store Klokke kimer
Siælen til et evigt Hiem?
Lad da Maanen med sin blege
Lue vække Veemods-Sang;
Men naar Solen giennem Ege,
Giennem friske Bøges Hang
Skinner paa det unge Grønne,
Qvæger sig i Floras Favn,
Føl og nyd og tolk det Skiønne,
Styrk din Aand, formild dit Savn!
Over Østresaltets Bølge,
Hen ad Bæltets sølvblaa Vand
Skal som Skiald du i mit Følge
Atter see dit Fædreland.
Treti Aar er snelt henrundne.
Mange Glæder med dem svandt;
Ogsaa mange bleve fundne,
Som end Ynglingen ei fandt.
Lad igien da Lyren klinge,
Som den klang for treti Aar,
Mens du paa din Digtervinge
Flagrer om i denne Vaar.
Digteren.
Ædle Fyrste! jeg vil stræbe
Fro at vorde Barn igien;
Stille Veemod paa min Læbe
Staaer dog, hvor jeg vandrer hen.
Men om end den stundom kaster
Skyggen i mit Billed stærk,
Ei derfor du Skialden laster,
Du forsmaaer dog ei hans Værk.
Ei han stiger, som en Lærke
Høit i Kornet, qviddrer Lyst;
Men han kan dog ikke mærke
Mathed i sit Skialdebryst.
Ei bag Skovens Bøgekroner
Nattergal i Freias Sal —
Droslen fik dog nogle Toner
Af den fede Nattergal.
Saa forsmaa ei, ædle Giver!
Sangen, som giengives nu.
Du, min Munterheds Opliver!
Digterharpen stemte du.