Du smukke grønne Kirkegaard!
Som Dreng jeg spøgte mellem dine Grave;
Hvorfor igien i denne Vaar
Besøger jeg saa tidt din Have?
Vel længe laae her flere kiære Døde;
Men Hiertet lægtes, det holdt op at bløde.
Vil ogsaa denne Vunde læges snart?
Nei! altid vil den bløde, som en Kilde —
Men af en sund, en egen Art,
Thi denne Veemod kan ei Kraften spilde.
Naar jeg min Længsel Taareoffret bringer,
Da voxe slankere mig Siælens Vinger.
Og hæve mig med Kraft i Sky
Til skiønne Syn, hvorfor ei Aanden gyser;
Thi alle Tvivlens Taager flye,
Naar Hiertets Stierne klart i Natten lyser.
Og ved de stærke Glimt, Begeistringsluer
Hos Gud blandt Engle jeg min Lotte skuer.
Men, ak! min Skiebne var dog tung.
Naar slig en Siæl den skiønne Jord forlader,
Saa rigtbegavet, elskelig og ung,
Da smeltes Digteren, naar han er Fader,
Da planter han ved Morgen-, Aftenrøde
Sin Veemodslilie, hvor Glædesrosen døde.
Tidt spørger jeg: Hvi skal du leve fort,
Du, som alt længe glædte dig ved Livet,
Og hun — den Unge — maatte bort,
Kun tre og tyve Somre givet?
Den fiirogtyvende saa venlig kommer,
Men Lotte nyder meer ei nogen venlig Sommer.
O, I Kiærminder lyseblaae,
Som staae i Søndermarken der i Klynge!
Saa himmelfarvede jeg eder aldrig saae,
Kom, lader jer i Krands om Graven slynge.
Tidt sang hun mig, mens Aftenstiernen blinked:
„O, legt mich nicht in’s dunkle Grab,”
Sang ogsaa yndigsødt den Dyrebare;
Min Taare randt, skiøndt ei jeg frygted Fare.
Ak! alt for snart ved hendes Dødningbaare
Forstod jeg dig, min Anelse, min Taare!
I smalle sorte Kiste lagt
Al Jordens Liv og Lyst hun har forjaget,
Og venter i den hvide Dragt
At vorde Støv, hvoraf hun jo er taget.
Nei, Smerte! nei! Det Bedste blev ei røvet;
Ei hendes Aand og Siæl tilhørte Støvet.
De kom fra Gud, de gik til Gud.
Ak — skal jeg dem forklaret hist gienkiende?
Lyksaliggiør mig Almagts Bud?
Naar dette Liv er endt — gienseer jeg hende?
Bort, feige Tvivl, som ængsted mine Tanker!
Mit Ønske! bliv et Haab — mit Haab! et Troens Anker.