Oldingen i Skoven gaaer,
Rørt han her for Kilden staaer;
Unge Vove vover kiæk
Fra sin sølverklare Bæk
Høit at tale Viisdoms Sprog.
Gamle Mand er ei saa klog.
„Yndighed, Sagtmodighed,
Mandig taale, hvad man leed;
Mellem Torne sig at snoe
Venlig, kiæk, Naturen tro,
Fra det Udspring, Himlen gav,
Til vort Hiem, det store Hav;
Række Brødre Lædskedrik,
Synge Glæden, som forgik,
Sødt forfriske Nabostraae,
Speile sig i Himlens Blaa —”
Saadan Tale, mild og stolt,
Kilden har i Skoven holdt.
Kiærlig Moder Alnatur
Søger nu sin Yndling puur,
Hører Barnets Viisdomsord;
Og igiennem Skyens Flor
Smiler Øiet over Vang
Til den Lilles fromme Sang.