Nu Blomster leer, den skielmske Lille,
Hist i sin Moders grønne Skiød.
Den gamle Green, for Blade død.
Sig helder bag ved Rosen rød;
Og medens Bækkens Vover trille,
Paa Mosset glindser Duggens Taare,
Thi Barnet glæder Gubben saare.
Elisabeth hist see vi staae
Som graalig Sky paa Himlen blaa.
Hun giør Besøg, hvor hine bygge,
Og møder Jorden med sin Skygge.
Hun har til Jesus-Rosen sendt
Zephyr-Johannes velbekiendt.
De lege nu i Græsset sammen,
Hvor yndigt! til de Ældres Gammen.
Johannesbarnet, lille, spædt,
Snart voxer op, i Stormen klædt;
Da bruser han med mere Vrede,
Da renser han den tykke Luft,
Paa det sig Himmelrosens Duft
Kan saligt over Jorden brede.