Bort nu, I Øgleunger! nu bort!
Forpester ei længer med Gift den hellige Luft!
Styrter hisset i Mosen! fort!
Flyer for den liflige Blomsterduft!
I eder, Taager! lure kun Lumskhed og Død,
I dæmpe den hellige Morgenglød,
Som Herodes I dræbe de diende Smaae,
At Jordens Skiønhed maa plat forgaae.
Men den trives, og snart jeg den vier til Daab.
Bort, giftige Taager, som true mit Haab!
Bruser, I Eger! og ryster den løvrige Lok,
Knager dybt ind i den mægtige Blok.
Høit vil jeg raabe fra drivende Sky,
Medens i Kløfterne Dampene flye.
Nu døe, hvad ei lever og aander med sundeste Blod!
Alt Oxen ligger ved Træets Rod,
Og hvilket Træ, som Frugt ei bær,
Afhugger jeg til Roden her,
Og kaster det paa Ilden der.
Bort nu, fort!
I Tudser, I Øgler, I Slanger!
Snart forsvinder det natlige Mulm med Anger,
Snart lovpriser sin Gud den bevingede Sanger.
Høit nu Johannes fra vrinskende Ganger
Styrter hver Orm
Ned med sin Storm.
Hyler, I Øgleunger! afsted!
Drivskyen brager, Gud Herren er med!