Uhret og Lamperne
Da Hans Høihed Prinds Christian havde hædret Digteren med disse Gaver.
Da Hans Høihed Prinds Christian havde hædret Digteren med disse Gaver.
„At bruge sin Tid, og sit Lys holde tændt,
Det ei under Skieppen at skiule.
Den Land om har Himlen til Jorderig sendt,
Fra Nazareth lød den, til Thule.
Thi Tiden er lang, mens den varer; og kort
Den tykkes kun Ladheden, naar den gaaer bort,
Naar ei den har bygget sig Mærker;
Men Evighed selv kun af Tider bestaaer,
Hvad Himlen os sendte, det aldrig forgaaer,
Det lever i Aandernes Værker.
Og Lyset, saa lidet det blusser paa Jord,
Og taber sig mat imod Polen,
Er altid en Ild, som fra Himmelen foer,
Og langt ud beslægtet med Solen.
Den Gnist, som paa Arnen husvaler en Æt,
Det Glimt, som i Natten ei lyser os ret,
Er altid dog Støvet til Nytte.
Thi bør vi bevare den hellige Glød,
At ikke den blaaner i tidlige Død,
Og slukkes som Mørkhedens Bytte.
Aladdin! din Lampe, din Timernes Ring,
De sieldne Klenodier kiære
Er ei Phantasier, men virkelig Ting,
Som Digteren mindst kan undvære.
Thi lyser ham Aanden, han Alting formaaer,
Og hvad han sig ønsker, for Øiet ham staaer,
Og stiger saa lifligt af Dampen.
Dog Lykken maa følge den kraftige Flid,
Og Flammen kun lyser for dannede Tid.” —
Det sige mig Uhret og Lampen.
Tak, ædleste Fyrste! for Gaverne to,
For hvad du ved Gaverne tænker:
Du ønsker mig Lysning og Timernes Ro,
At Aanden ei lægges i Lænker.
Saa længe nu banker mig Dagenes Uhr,
Saa længe min Lampe mig viser Natur,
Min Harpe skal høres i Lunden.
Og tro, som en Viggo, der Hæderen fandt,
Da Rolf ham om Armen en Guldslange vandt,
Til Døden jeg er dig forbunden.