Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Pebersvenden og Ægtemanden

Et Carmen i Anledning af den høilæirde Doctor og Lector Peder Hjorts og den dydzirede Mø Frøken Olivia Rasbechs Ægteforening.

Den 25de September 1822.

Forfattet

Af et Øievidne.

Det vise Varselsraad, min Ven!
Vi hørte tidt gientage
Dø ei som gammel Pebersvend,
Men tag betids en Mage.
Thi uden Viv og uden Børn
Du blier en gnaven, vranten Biørn,
Og uden Roser staaer din Tiørn,
Og uden Lys din Stage.

Hvo giver villig ei sit Ja
Til slig en Lov om Kone?
Dog, Venner! nulla regula
Sine exceptione.
Der var engang en Dannemand
Med Vittighed og stor Forstand,
Men aldrig blev, ved ham i Brand,
Lenore Magdelone.

Dog har vi Pebersvenden kiær,
Trindt vil han Venner finde;
Thi uden ham sad ikke her
Vor Hjort med samt sin Qvinde.
Kun Fædrelandet var hans Viv,
Det offred han sit hele Liv,
Sit Arbeid og sin Tidsfordriv.
Thi leve Holbergs Minde!

Men dig nu før din Sorø-Fart,
Vor gode Hjort! vi ære.
Hvad Pebersvend har sammenspart,
Bør Ægtemand fortære.
For Resten gaa i Holbergs Spor,
At atter Sorø staaer i Flor,
Og at en Sæd i ædel Jord
Kan gyldne Frugter bære.