Vredelig brandguul, gold, som i en Ørken,
Sviende Græsset, hærgede kun Tørken,
Længer ei Hertha Danerskoven krandsed,
Kilderne standsed.
Sørgelig sludfuld ind sig hylled Egnen
Skummelt i Taager, daglig fulgte Regnen,
Tillod ei Solen, listig i sin Lue,
Rosen at skue.
Fredrik! din Hertha i sin Feberhede
Vexled med Mismod, Taarer, og med Vrede;
Væxter i Dalen hendes Haand ei planted,
Medens du skranted.
Men da du atter smiler os i Møde
Frisk og husvalet, hendes Kinder gløde.
Fredrik! din Herthas Frugtbarhed har tolket
Glæden for Folket.
Duggen i Skoven nu de Krandse bader,
Vedbend og Eeg til Fædrelandets Fader;
Sundhedsgudindens Hænder dem har flettet,
Dig dem forjættet.
Sildigt de pryde dine Lokker lyse,
Lang Tid ei Folket, ei Naturen gyse;
Kraftig som Olding, dine Sønner prise
Fredrik den Vise!